Livet er bevægelse: at være i live er at være i bevægelse. Bliver et menneske imidlertid ved med at være i bevægelse uden nogen form for hvile, ender bevægelsen hurtigt og det gør livet også for den, der bliver bevæget for meget.
Ethvert levevæsen behøver balance som modvægt eller tyngdepunkt i bevægelsen; men forvandler balancen sig til et statisk hvilepunkt, bliver der ikke meget bevægelse tilbage, som vil aftage støt og det vil livet også for den, der tager balance for at være ubevægelighed.
Det første menneskelige ekstrem ligner til forveksling det senmoderne menneske, der har travlt med at gøre et utal af ting på en gang og stresser dag og nat for at holde trit med det såkaldte fremskridt.
Det andet menneskelige ekstrem er blevet afprøvet af munke i øst og vest, der mediterede dagen lang uden at bevæge sig. Midt i deres meditative fordybelse gik det imidlertid op for nogle af dem, at begynder vi ikke at bevæge os, dør vores krop, hvorefter vores sind heller ikke har noget sted at være i verden.
For det moderne menneske, der som regel kun ser et alternativ mellem at hvile eller at arbejde – hvis det overhovedet får øje på noget alternativ til sin stressede hverdag – gives der en løsning i at hvile i bevægelsen. Det lyder lettere, end det er gjort, men det er ikke desto mindre muligt at forene modsætningsparret hvile-bevægelse og finde hvile i bevægelsen for derigennem at opnå en højere form for balance. I en vestlig tradition tænkes der som regel i modsætningspar. Det gør der ikke i en kinesisk visdomstradition, som kalder det at hvile i bevægelsen for tai ji.
De buddhistiske og taoistiske munke, der opdagede den kropslige bevægelses nødvendighed, opfandt efter sigende nogle af de ældste øvelser for krop og sind, som kendes på jorden: Chi Kung eller Qi Gong. Flertallet af disse øvelser foregår i stillestående positioner, ikke ulig de såkaldte asanas i yoga, og den praktiserende, der indtager disse positioner på rette vis, kan få en oplevelse af, at det er ud af dét at hvile, at bevægelsen springer.
I virkeligheden er det det samme princip, som tai ji udspringer af, og den antikke kinesiske visdomstradition giver os en anelse om, at det er underordnet, om ens udgangspunkt tages i det at hvile i bevægelsen eller at lade bevægelsen udspringe af det at hvile. Det ene lader sig ikke gøre uden det andet og balancen består præcis i at gøre begge dele.