Humanismens historie i tre tempi
I. Antikken og humanismens to første strømninger
Ordet “Humanisme” blev første gang anvendt systematisk omkring 1800 af de indflydelsesrige, tyske oplysnings- og dannelsesfilosoffer Niethammer, Herder og Humboldt i deres bestræbelser på at reformere det daværende tyske opdragelses- og uddannelsessystem. Ordet kan spores tilbage til den latinske term, humanitas, som romerne oprindeligt brugte til at betegne en menneskelig form for barmhjertighed. Senere blev termen i højere grad forbundet med det oldgræske begreb om paideia , som dækker over pædagogik, opdragelseskunst og dannelse af mennesket.
I Renæssancen blev den romerske humanitas genoptaget af de italienske umanisti, der mente, at det var i mødet med særligt den romerske oldtid, at mennesket kunne lære sin egen menneskelighed at kende og udfolde sit fulde potentiale. De tyske nyhumanister omkring 1800 havde med deres reformprogram lidt den samme ide som deres italienske åndsfæller, men de tilføjede, at endnu vigtigere end at studere romerne var det at dykke ned i den græske antiks forbilledlige værker for derigennem at dannes og blive i stand til at udfylde den åndelige position, som var mennesket forbeholdt i verdensordenen.
Til trods for de åbenlyse forskelle, der måtte bestå mellem Renæssancehumanismen og Nyhumanismen, tildeler begge retninger mennesket en privilegeret plads på jorden i kraft af at være et åndeligt væsen, som har en gudgiven mulighed for at nå til en dybere og mere fuldkommen indsigt i sig selv gennem tilegnelsen af den græsk-romerske traditions ide- og værdigrundlag. De udgør så at sige de to første momenter i en tretrinsraket, hvis tredje fase i det 20. århundrede imidlertid truer med at afmontere hele foretagendet og bringe humanismen til fald.
Renæssancehumanismen og Nyhumanismen var allerede stødt på hård modstand i deres samtid fra forskellige kanter: Den kristne teologi, de eksakte naturvidenskaber og den kildekritiske historievidenskab satte hurtigt spørgsmålstegn ved humanisternes forsøg på at slå bro hen over århundrederne og forene antikkens verden med nytidens. Til trods for denne kritik fra flere kanter satte nyhumanisternes reformprogram for gymnasier og universiteter en ny dagsorden for undervisning og forskning, dannelse og uddannelse. I Nordeuropa har Humboldts tanker om “de humane åndsvidenskaber” spillet en afgørende rolle for udformningen af de gymnasiale og universitære uddannelser, der meget vel kunne have set anderledes ud uden nyhumanistisk tankegods, som gymnasier og universiteter i dag er godt i gang med at sælge ud af.
II. Det historiske brud og optakten til den tredje strømning
Selve humanismen som ide løb ind i en dyb krise i den første halvdel af det 20. århundrede, hvor to verdenskrige knuste store dele af Europa og lagde dem øde. Havde de to første strømninger i humanismens historie opbygget og konsolideret et idealbillede af mennesket som åndeligt væsen over godt og vel tre hundrede år, skulle det ikke tage de to verdenskrige mere end tredive år for næsten fuldstændig at smadre dette billede. Hundrede år efter dens begyndelse fremstår første verdenskrig fortsat som “Urkatastrofen” og anden verdenskrig som det totale sammenbrud for en europæisk civilisation, der til trods for kritik på de indre linjer havde haft en næste urokkelig fremskridtstro på menneskets vegne. I kølvandet på de to verdenskrige konfronteres humanister med en ubegribelig og samtidig omsiggribende inhumanitet, som sætter spørgsmålstegn ved selve humanismens essens og grundide, mennesket selv.
En række af det 19. århundredes dybsindige tænkere, Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche og Freud, havde klart og utvetydigt understreget, at mennesket rummer instinkter og drifter, som det ikke selv uden videre kan styre, hvilket i bagklogskabens lys synes at fungere som et forvarsel om, hvad der var i vente i det 20. århundrede. Er mennesket i bund og grund ikke andet end et spændingsfelt af vilde, ustyrlige viljeskræfter, som selv fornuften før eller siden bliver offer for? Det var blandt andet dette spørgsmål fra det 19. århundredes undergrund, som de to verdenskrige havde bragt til live igen, og som lå og gærede under tre eksistensfilosoffers forsøg på at gentænke humanismen og dens historie midtvejs i det 20. århundrede. Deres navne var: Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre og Karl Jaspers. De udgav alle i årene efter anden verdenskrig hver deres lille bog om humanisme eller, som Sartre valgte at kalde dette problemkompleks, “en humanisme”. Deres tre små pamfletter kan siges at udgøre et tredje forsøg i humanismens historie på at genvinde en menneskelig forståelse af mennesket, som yder enhver form for umenneskelighed modstand.
Det viste sig imidlertid at være vanskeligere end først antaget: For det første fordi ingen af de tre kunne tage tilflugt til metafysiske indholdsbestemmelser, såsom at mennesket i bund og grund er et samfundsmæssigt eller åndeligt væsen. I deres humanisme-pamfletter genlyder meget af Nietzsches metafysikkritik og hans udsagn om, at mennesket er det ubestemte dyr. Det fører os frem til det andet problem, som både Heidegger, Sartre og Jaspers ser sig nødsaget til at forsvare sig imod i deres pamfletter, nemlig at deres gentænkning af humanismen skulle føre til en obskur, nihilistisk tankegang, der anskuer mennesket som et hjemløst, utilpasset væsen, fremmedgjort for sig selv og uden værdier at falde tilbage på.
Så vidt kan det komme for mennesket og i vid udstrækning er det dér, hvor en stor del af menneskeheden befinder sig i det moderne, men det betyder ikke, at mennesket dermed har fuldbyrdet alle sine muligheder. Tværtimod, vil alle tre eksistenstænkere sige, at menneskets udvejsløshed midtvejs i det 20. århundrede skyldes, at det ikke i tilstrækkelig grad eksisterer ud fra sin egen væren til som mulighed. Umenneskelighed tyder på, at den menneskelige frihed og dermed mennesket selv er blevet genstandsmæssiggjort, hvilket mennesket kun kan overvinde ved at vælge sig selv i frihed.
Ifølge det 20. århundredes eksistenstænkning er det således i vid udstrækning inde fra mennesket selv, at humanismen skal reformuleres, hvilket imidlertid rejser spørgsmålet om, hvad der bliver af sådanne humanistiske grundfænomener som medmenneskelighed, dialog og forståelse, hvis “mennesket er, hvad det gør sig til”, som Sartre spidsformulerede det. Hos Heidegger og specielt hos Jaspers er der klare ansatser til at gentænke mennesket ud fra medværen og det mellemmenneskelige, men i deres forsøg på at lade humanismen med betydning tager de som oftest tilflugt til hvert enkelt menneskes evne til at lytte til væren (Heidegger) eller til at vove sig ud i grænsesituationer og holde stand dér (Jaspers). Dermed synes humanismen at blive begrænset til at gælde de “autentiske” enkelteksistenser, der kan tage deres egen eksistens på sig, mens andre “uautentiske” eller “feje” mennesker ikke i samme grad kan siges at fuldbyrde deres menneskelighed.
En humanisme, der ikke medtager den betydning af medmenneskelighed og barmhjertighed, som oprindeligt hørte med til det romerske humanitas, forbliver halveret. Det er også, hvad flere af Heideggers “elever” mente og gik i rette med deres “læremester” for: Frem for at tage udgangspunkt i “hin enkelte” ligesom eksistenstænkerne siden Kierkegaard havde gjort det, begyndte Hannah Arendt, Hans-Georg Gadamer og Emmanuel Lévinas at gentænke det humane ud fra det mellemmenneskelige felt, i mødet med hin anden og hine andre. Ud over eksistens og væren bliver etik og politik, venskab og retfærdighed, dialog og samfund til grundelementer i den mulige genkomst af en tredje strømning i humanismens historie
III. Human – humanisme uden -isme
Måske skal genkomsten af en tredje “humanisme” ikke længere kaldes for humanisme og dermed heller ikke indskrives i humanismens historie. En -isme abonnerer per definition på en ideologi af en eller anden slags og humanismen forsvarer en bestemt ide om mennesket som et levevæsen, der skulle skille sig ud fra alle andre levevæsner på jorden ved et særligt væsenskendetegn. Den enorme viden om mennesket og andre levevæsner på jorden, som vi har fået adgang til i løbet af det 19. og 20. århundrede, og som fortsat forøges her ved indgangen til det 21. århundrede, peger på, at vi bør forlade denne ide om menneskets særstatus. Det betyder ikke, at mennesket ikke har egenskaber, der gør det forskelligt fra andre levevæsner, men meget tyder på, at de fleste af de væsensdefinitioner, der er blevet hæftet på mennesket i løbet af “humanismens” historie, snarere udgør gradsforskelle på livets umådeligt store skala. Mennesket har ikke “eneretten” til sprog, værktøj og bevidsthed, for blot at nævne nogle få af de hedengangne definitioner af menneskets særtræk, der har vist sig også at findes blandt andre dyrearter end mennesket. Bevares, mennesket er et højtudviklet dyr, men det gør det ikke til mere end andre dyr, der på andre områder er højere udviklet end mennesket.
En videnskab om mennesket i det 21. århundrede vil trække på humanistisk-filosofiske kundskaber, inklusiv antropologi, psykologi og sociologi, samt inddrage biologi, medicin og evolutionsstudier i sine undersøgelser og række tilbage til antikke visdomstraditioner, der ikke skelnede afgørende mellem disse discipliner, for at forsøge at få øje på en sammenhængende historie i det liv, som dette særprægede levevæsen, kaldet menneske, indtil videre har levet på jorden.