Ordet “filosofi” stammer, som det vil vides, fra den oldgræske term philosophia, der kan oversættes med kærlighed til visdom. Sokrates var en af de første i det antikke Grækenland, der opkastede sig til filosof, og han hævdede i overensstemmelse med ordets betydning, at filosoffer er sådan nogle folk, der lidenskabeligt efterstræber visdom, uden selv at være i besiddelse af den. Hvad er det, der vækker filosoffers begær og gør visdom så efterstræbelsesværdigt?
I det antikke Grækenland var der tradition for at henvise til de syv vise, der levede før Sokrates’ tid, men hvis tanker fortsat gjorde sig gældende i hans samtid. De syv vise talte, ifølge den fremherskende tradition, blandt andet statsmanden Solon og Thales, som gerne regnes for at være den første “filosof” i vestlig tænkning; men var Thales vismand eller var han filosof? Det kommer ifølge den samme tradition an på, om han lå inde med en form for visdom eller snarere stræbte efter at blive vis uden at være det.
Den vise har et førstehåndskendskab til noget, som overskrider almindelig “sund” fornuft. Fornuft hedder på oldgræsk logos, der også betyder ord eller begreb, hvilket er det, som den vise enten ikke gør brug af eller ikke gør meget ud af. Den vise plejer således hverken at sige eller skrive særlig meget, hvis han eller hun overhovedet skriver noget, og visdom lader sig ikke altid indfatte i ord eller begrebslig tale.
Thales forudså, ifølge overleveringen, en solformørkelse i året 585 f. kr. Vi må gå ud fra, at han brugte måle- eller regneredskaber til at finde ud af det; men for antikkens grækere var det dog alligevel noget, der umiddelbart oversteg deres menneskelige forstand. Solon blev kendt for sin unikke forudseenhed og retfærdighedssans i politiske anliggender. Ligesom Thales gjorde han brug af logos, men det var ikke det, der gjorde dem vise. De blev anset for at være vise på grund af deres evne til at forudsige det uforudsigelige og forudgribe det ubegribelige.
Filosoffen gør sig i ord og tanker og gør sig også indimellem til af begge dele. Den vise begår sig bedst i tavshed eller i den profetiske tale. Nogle giver ikke en disse for visdom og profetier, men filosoffer giver gerne og ofte med et ironisk glimt i øjet noget for begge dele. Stort set alle tænkere i den vestlige idehistorie omtaler på et eller tidspunkt tavsheden eller det øjeblik, hvor et menneske enten vælger at tie eller at tale. “Det, hvorom man ikke kan tale, om det må man tie”, hævdede den østrigsk-fødte filosof Ludwig Wittgenstein og tænkte givetvis i den sammenhæng på det sted, hvor filosofien støder på visdommens grænse og ikke kan gå længere. Dér kan filosoffen som regel ikke holde ud at opholde sig særligt længe ad gangen og med sit uophørlige begær efter at få sat ord på tingene og tingene på begreb bryder han tavsheden.
I Platons dialog Phaidros findes der et sted, hvor dialektikeren – Platons store forbillede, sandsynligvis Sokrates selv – omtales som den, der ved, hvornår han skal komme logos til hjælp og hvornår han skal lade være. Han ved med andre ord, hvornår det rette tidspunkt er inde til at tale og til at tie. Spørgsmålet er, om dette menneske, der forstår sig på dialektik hos Platon, er filosof eller vis, og det er et spørgsmål, som dagens Platon-forskning kan strides om herfra og til dommedag. Dermed får den i det mindste vist, at den ikke er vis, for visdommen begynder – for så vidt den overhovedet begynder noget sted – dér, hvor al tale forstummer og en omfattende førstehåndsindsigt bliver én til del på stedet.
Personligt er noget sådant ikke overgået mig, men jeg har heller ikke på noget tidspunkt været i stand til at stoppe min tænknings indre dialog i længere tid. Jeg forestiller mig, at den, der er i stand til at gøre det igennem et tilstrækkeligt langt tidsrum, er godt på vej til at blive vis. Den vise gør plads til, at noget andet – endnu uhørt og uset – viser sig for vedkommende og bliver en del af vedkommende selv, hvorefter der ikke er grænser for, hvad der lader sig se og høre; men denne totale indre tavshed tyder midt i det visse på noget uvist, nemlig ens egen død, som er ens eget ophør med at tale og ytre sig. Ens egen død bliver nærværende i den indlagte pause i ens egen tanke- og talestrøm. Det er muligvis grunden til, at det er de færreste, der går den vej og holder ud dér. For dér begynder der muligvis at vise sig noget, der overskrider ens egen forstand og forståelse, ens egen tid og ens eget sted. Ånd er det ofte blevet kaldt i en vestlig tradition.
Sokrates sagde, at filosofi er en art forberedelse på at dø. Det kunne han sige, fordi han stadigvæk forstod filosofi som kærlighed til visdom, der er dét at forstå sig på noget, som ligger hinsides vores egne menneskelige grænser. Det gjorde Platon og Sokrates klogt i ikke at sige eller skrive noget om, eller rettere var det udtryk for deres menneskelige visdom, at de tiede om dette og overlod det til hvert menneske selv at tie og se, hvad der sker, når logos går i sig selv.