I sommeren 1943 drog en ung mand fra Sønderjylland, hvor han var opvokset, ned til det centrale knudepunkt for anden verdenskrig, Berlin. Mandens navn var Peter Seeberg, og han skulle gå hen at blive en af de mest nyskabende, danske forfattere i det 20. århundrede.
Godt og vel ti år efter sit ophold i Berlin begyndte Seeberg at skrive på sin første roman, Bipersonerne, der udkom i 1956, og som kan siges at være en fiktiv genskabelse af hans ophold som frivillig arbejder i de såkaldte UFA-studier i Berlin. Som alt andet i Tyskland under anden verdenskrig tilhørte disse filmstudier det nazistiske regime, men hverken krigen eller nazismen bliver gjort til hovedtemaer i romanen, hvis nedtonede handlingsforløb i højere grad kredser om enkeltpersoners eksistentielle kriser og besvær med at finde en mening i tilværelsen.
En af de mange bipersoner i romanen, danskeren Sim, som Seeberg ikke lagde skjul på lignede ham selv, sætter sig for at finde en mening i sit liv ved at forsøge at blive hovedperson. Hvadenten dette også udgjorde baggrunden for, at Seeberg drog til Berlin, eller der var andre vægtige grunde til hans rejse, skal her lades være usagt. Det lykkes under alle omstændigheder ikke for hans alter ego, Sim, at blive den centrale person i dramaet. Hen imod slutningen af romanen forsoner han sig med ikke at betyde alverdens meget, og han sætter sig for at ville erhverve sig en lille kapital af viden i form af en anden forståelse af sig selv.
Sims erkendelse af sin egen ubetydelighed og beskedne viden om sig selv genlyder i titlen på Seebergs debutroman, der udnævner mennesker, som de er flest, til at være bipersoner i historien. Det er naturligvis en hårdt vundet erkendelse, specielt hvis man lever for eller anser sig selv for at være en hovedperson. Som en anden biperson i romanen bramfrit udtrykker sig til en hollænder: ”Tror du måske, at det vil være tilfredsstillende engang at kunne sige, jeg var en af de tohundredtusinde hollændere, som blev slæbt i slaveri i Berlin af tyskerne? Du var med i historien, ja, jeg skal love for, at du var med i historien, men som den ynkeligste biperson, en af tohundredtusinde bipersoner.”
Så ynkeligt og ydmygende behøver et menneske imidlertid ikke at tage dét at være en biperson blandt hundredtusinde andre. Erkendelsen af ens egen beskedne betydning kunne i stedet føre til et klarsyn: I en verden, hvor milliarder af mennesker har levet, lidt og er lykkedes eller mislykkedes med deres liv, er det udtryk for lidt af en illusion at ville ophæve sig selv eller en anden til at være hovedperson. Hvorfor skulle jeg være så meget vigtigtere end andre?
Der er uden tvivl mennesker, der er i løbet af historien har spillet en fremtrædende rolle, men selv de ender på et tidspunkt med at blive én blandt mange, hvis de ikke helt bliver glemt. Bipersonerne udstikker retningen for den form for nøgtern og jordnær virkelighedsskildring, som Seeberg bliver en afgørende repræsentant for i det 20. århundredes danske litteratur, og som skildrer hændelser og skæbner, der befinder sig i margenen af de annaler, hvori historien skrives. Forstavelsen ”bi-”, der stammer fra det tyske bei, refererer til et sted eller en væren ved siden af; ikke til et omfattende Dasein, men nærmere til et upåagtet dabeisein, hvor mennesker lever ved siden af hinanden og muligvis også lidt ved siden af sig selv, mens de kæmper for at finde en minimal mening i tilværelsen.
Med henvisning til de sideløbende begivenhedsforløb i Bipersonerne kaldte Seeberg meget rammende sit debutværk for en ”parallelroman”, og der findes en biperson i den, en navnløs balter, som er nået til det klarsyn, der tidligere blev omtalt: Balteren bliver den, der i videst udstrækning stemmer overens med Bipersonernes horisontalt orienterede virkelighedsskildring, og det er næppe noget tilfælde, at det er ham, en anonym og ydmyg person, som i romanen drager den yderste konsekvens af indsigten i, at vi alle dybest set er bipersoner og i den forstand lige i forhold til hinanden.
Hvis denne indsigt ikke skal blive til en ny, priviligeret erkendelse og balteren gøres til den hovedperson, som har det store, forkromede overblik over historien, så må den udmønte sig i, som balteren udlægger det, at det er i dét at ses på lige fod med andre mennesker, ”for en tid at møde dem bag alle tab og nederlag”, at livet skænkes en mening, som mennesker alene får adgang til sammen.
I balterens etiske livssyn kan en anden betydning af forstavelsen ”bi” høres med: Romanen skildrer, hvordan visse mennesker ikke nøjes med at leve i neutral ligegyldighed ved siden af hinanden, men de lever ved hinandens side og er medimpliceret i hinandens tilværelse ved at stå hinanden bi i sådanne nødstilfælde, hvor den enkelte ikke kan holde sig selv oprejst og har presserende brug for hjælp. Efter at være blevet siddende hos en nødlidende natten igennem, bliver balteren udnævnt til at være ”en barmhjertig samaritaner” af den kyniske franskmand Jean, der ikke har noget til overs for den form for kristen næstekærlighed, som synes at klinge med i romanens titel og i balterens hensigtserklæring om at møde andre ”bag alle tab og nederlag”. I pagt med romanens horisontale parallel-struktur vælger Seeberg konsekvent at lade balteren blive genbeskrevet og modsagt af andre, som ikke deler hans livssyn.
Det er dog særligt balterens syn på livet og fastholdelse af det meningsfyldte i at mødes, som Seeberg skriver videre på. I novellen ”Patienten” fra Eftersøgningen og andre noveller, der blev udgivet i 1962, konkretiserer Seeberg, hvorledes et møde kan finde sted i den yderste nødstedthed, hvor et menneske både mister sin egen førlighed og sine faste overbevisninger om, hvem det selv er: I den omtalte novelle mister den indlagte patient lidt efter lidt alle sine legemsdele og får dem erstattet med alt, hvad den moderne lægevidenskab kan opbyde af kunstige proteser. Om den nødstedte patient, der ender med at stille spørgsmålstegn ved, hvem han selv er, hedder det med en seebergsk form for sort humor, at han må give lægerne ret i, at han faktisk har fået lidt af et ”jernhelbred”, som optimerer alle hans funktioner, der glider lettere og ikke længere bliver ramt af sygdom; men efter han også får sit hoved skiftet ud, trænger spørgsmålet om hans identitet sig for alvor på og lader ham hjælpeløs tilbage.
Skal identitetsspørgsmålet fortsat kunne besvares, synes det kun at kunne ske i mødet med en anden end ham selv, som dog kender ham lige så godt og om ikke bedre, end han selv gør. Det bliver den kvinde, som er ved hans side og vedholdende lægger noget ekstra til hans egne tanker, der var blevet ”revet ud af livets kæde”. Patienten tvivler på, at hans kone fortsat kan genkende ham, men da hun grædende holder ham fast på, at ”det er dig. Det er dig”, ender patienten med at svare: ”Så lad det være mig.”
Med denne afslutningskommentar til sit eget livsproblem får patienten om ikke løst, så i det mindste løst op for sit fortvivlede forsøg på at finde sin egen identitet. Fremfor på egen hånd at skulle skabe eller finde sig selv, tager patienten imod og lader det, som hans kone fortsat ser i ham og elsker, være ham selv, hvilket sætter ham i stand til at række ud over alle de kunstige dele, som han består af. Læst i forlængelse af balterens indsigt i mødets betydning for menneskers skabelse og genskabelse af mening og identitet eksemplificerer patienten og ikke mindst hans kone, hvorledes mennesker fortsat kan give mening til hinandens tilværelse; en mening, som de taget hver for sig ikke kan skænke sig selv, men alene sammen med hinanden.
Denne etiske vej ud af en tilsyneladende håbløs situation åbner Seeberg igen i radioromanen Hyrder, der udkom otte år efter eftersøgningsnovellerne. Den har også en patient som hovedperson, Leo Gray, hvis bilulykke i den første del af romanen efterlader ham i en hospitalsseng, lam og ude af stand til at gøre brug af sproget. Ligesom Bipersonerne markerer romanens titel, at tyngdepunktet i fortællingen kommer til at ligge hos andre end hovedpersonen, nemlig hos de hjælpere, der støtter og står Leo Gray bi, som før sin ulykke levede af at hjælpe andre. Han skulle have været bogens hovedperson, men forvandles efter sin ulykke til en biperson på linje med de andre.
I de opsummerende og kursiverede afsnit i Hyrder genoptager Seebergs fortæller tråden fra ”Patienten” og udpeger ”nogen af os” til at være dem, der kunne give betydning til en persons tilværelse, selvom den for vedkommende selv måtte have mistet enhver betydning:
Vi kan hævde, at så længe blot Leo Gray vil betyde noget for sig selv, så vil han betyde tilstrækkeligt for os andre. Ja, selv om han ikke vil gøre det, vil han måske kunne betyde noget for nogen af os alligevel. (21)
Seeberg erklærede, at Hyrder var et forsøg på at afvinde tilsyneladende betydningsløse mennesker en vis betydning og sympati uden at sætte sig til doms over, hvem der er vigtig, og hvem der er uvigtig. Dermed er han godt i færd med at fuldbyrde det projekt, som allerede lå til grund for hans debutroman, og hvis sigte og grundmotiv han siden udpegede som det væsentligste motiv i sit forfatterskab: ”at give det betydningsløse betydning.”
Læs videre om Peter Seebergs forfatterskab her:
Betydning i det betydningsløse: Om Peter Seebergs fortsatte aktualitet
Fejltagelsens produktivitet: Peters Seebergs kreative skriveværksted
Geni, dæmon, menneske: Peter Seebergs gymnasiestil og geniale menneskesyn