Ordet og disciplinen arkitektur har tektonik indbygget i sig: “-tektur” kommer fra det oldgræske ord “tektonik”, der henviser til den færdighedskunnen, som enhver faglærd er i besiddelse af. Hvilke fagmænd var der tale om i det antikke Grækenland?
Går vi langt nok tilbage i tiden, og vi kan stort set ikke komme meget længere tilbage end til Homer, viser de såkaldte tektones, herefter kaldt tektoner, sig at være alle slags håndværkere, svende og mestre, der har færdigheder til med større eller mindre kunstnerisk snilde at arbejde med bestemte materialer. Således hører svendene, der hugger træer i skoven, til gruppen af tektoner, ligesåvel som bådbyggere gør det. Odysseus bliver af Homer beskrevet som en særligt fremragende mester ud i den tektoniske kunst og andre mestre nævnes også, eksempelvis den berømte Daidalos, som fabrikerede et par famøse vinger til sin søn Ikaros og han byggede tillige, ifølge grækernes legendariske overlevering, labyrinten på Kreta til Kong Minos.
Hos Homer sættes de særligt dygtige tektoner, der har Hephaistos og Athene som skytsguder, ofte i forbindelse med frembringelsen af skønne ting, såsom smykker, våben og udrustning. Disse ting, der lyser skønt, som det hedder hos Homer, kaldes for daidala, hvilket er det ord, hvorfra Daidalos fik sit navn. De lysende vidundere fremstår nærmest levende og giver materien et “åndeligt” præg. Daidalos var berømt for at lave så virkelighedsnære skulpturer, at beskueren havde en fornemmelse af, at de bevægede sig, når han eller hun så på dem. Sagt med moderne begreber havde de fremragende tektoner særlige færdigheder til at bearbejde materien, så en immateriel dimension kom til syne, hvorfor disse håndværksmestre også blev anset for at være vise og stå i kontakt med guderne.
Det skønne er i den tidligste græske antik tæt knyttet til tilsynekomsten og erfaringen af en guddommelig dimension, hvilket den danske idehistoriker Dorthe Jørgensen har gjort ret i at forfølge som et væsentligt spor igennem æstetikkens historie; men hvori består nærmere bestemt denne tektoniske skønhed og hvilken forbindelse har den til arkitektur? Det skal vi vende tilbage til om et øjeblik, men inden da et uddybende intermezzo:
Efter Homer spillede de såkaldte tektoner fortsat en vigtig rolle i det oldgræske samfund og blev omtalt af både digtere, dramatikere og filosoffer; men tilsat nogle lidt andre betydninger end hos Homer, hvor tektoner primært var håndværkere, der med deres emblematiske værktøj forarbejdede bestemte materialer. Nogle århundreder senere begyndte digtere imidlertid også at opfatte sig selv som tektoner, lige såvel som visse talere gjorde det, hvilket umiddelbart ikke passer ind i det fremstillede billede af de tektonisk velfunderede fagmænd som værende håndværkere.
Der findes dog en oplysende forklaring på dette forhold: At dømme ud fra flere antikke tekster om sprog, lyd og musik opfattede grækerne vokal modulering i dens mange former som en “håndværksmæssig” foreteelse. Ordet “poesi” stammer fra den oldgræske term poiesis, som refererer til enhver form for produktion og skabelse af noget. Poeter forstod sig selv som en slags håndværkere, hvilket tillige er en ret udbredt selvforståelse blandt moderne digtere og kunne tyde på et dybere slægtskab mellem håndens og åndens producenter. Vender vi tilbage til de såkaldte tektoner, arbejder de inden for en bred vifte af fag, men det, der specifikt knytter håndværkets tektonik sammen med åndens ditto, er begges mesterskab i at forbinde håndens forarbejdning af materien med åndens bearbejdning af det immaterielle. Derud af springer skønhed. Tektonisk skønhed kan såvel vise sig i arbejdet med materialer, hvor en “immateriel” dimension åbenbarer sig, som i moduleringen af lyd, hvor det “immaterielle” bliver håndgribeligt og får en fysisk dimension. I skabelsesprocessen ligger det afgørende i graden af opnået harmoni og det vil igen sige skønhed.
Tilbage til spørgsmålet om, hvad hele denne historie har med arkitektur at gøre. Den kan anskues som en forhistorie til arkitekturen, der endnu ikke eksisterede som term og derfor heller ikke som disciplin så tidligt i den oldgræske tradition. De, der forstod sig på at bygge, var, ja, hvem ellers: tektoner, hvilket tyder på, at der ikke var noget klart skel mellem tømreren, smeden og arkitekten, men somme tider var det den samme person, som lå inde med alle disse færdigheder, eller også arbejdede de mange habile tektoner sammen i større byggeprojekter. Således hedder det i Iliadens sjette sang, at de bedste tektoner hjalp Alexandros, også kendt som Prins Paris, med at bygge hans skønne palads. Der står oven i købet, at prinsen selv deltog i byggeprocessen, selvom det dog klart fremgår, at det var byggemestrene, der rejste paladset.
Historisk set og ud fra en håndværksmæssig betragtning er arkitekten i slægtskab med den bådbyggende snedker, den retorisk velformulerede digter og de hårdt arbejdende jern- og metalarbejdere. I det øjeblik, hvor de første arkitekter dukker op i det antikke Grækenland, forestår de ofte arbejder, som vi siden det 19. århundrede ville kategorisere under ingeniørarbejde eller andet håndværk. Arkitekter bygger ud over monumenter også skibe, kanoner eller tunneler, sådan som det var tilfældet med den uforlignelige Eupalinos, som konstruerede den over en kilometer lange akvædukt på Samos.
Vi ved ikke med videnskabelig nøjagtighed, hvorfra ordet “arkitekt” stammer, eller hvem der brugte det første gang; men dette tidspunkt falder sandsynligvis sammen med de første store byggeprojekter i Ionien og på Samos omkring det 7. århundrede og i kølvandet på hvilke fulgte en højkonjunktur på den hellenske halvø, hvor de store arkitektoniske vidundere blev bygget i det 6. og 5. århundrede. Idet vi når frem til klassisk tid, afleder Platon termen “arkitekt” fra “arche“, som betyder regering, og tektonik, hvis betydning vi allerede kender: Arkitekten bliver således til den, der leder og “superviser” tektoner, som dermed mister deres høje status fra homerisk tid. Det er arkitekten, der nu leder og fordeler arbejdet, og er hævet over at have fingrene nede i materien, hvis skønne fremtrædelse afhænger af “byggemesteren” og ikke af de arbejdende byggesnedkere.
Tektonik blev på Platons tid i særlig grad forbundet med tømmer- og snedkerfagene, hvilket er en betydning, der holder sig frem til begyndelsen af vores tidsregning og lister sig ind i den vel nok mest læste bog fra antikken, Bibelen. Hvilken berømt person i Bibelen bliver beskrevet som tekton? Ikke Gud, som Platon og andre efter ham kaldte for tekton eller arkitekt, men hans søn, Jesus. Den rette oversættelse synes her at være “tømrer”, hvilket traditionelt set har været den hyppigste oversættelse.
I en moderne arkitekturtradition har der været en fremherskende tendens til at begrænse tektonik til bearbejdelsen af bestemte materialer, såsom træ og tekstil. Den britiske arkitekturteoretiker Kenneth Frampton udgav i 1995 et indflydelsesrigt værk om tektonisk byggetradition i det 19. og 20. århundrede og lå i sin definition af tektonik under for den senantikke og senere tyske oplysningstraditions begrænsning af tektonik til at gælde træ og tekstil. I den tidlige antik var træ givetvis et af tektonernes foretrukne materialer at arbejde med, men at gøre det til tektonikkens prima materia forekommer at føre til en indsnævring af dens felt, hvis den oldgræske tektoniks mange fag og kundskaber tages med i betragtning. Denne udlægning, der baserer sig på en vigtig, men ikke hele den tektoniske kultur, lægger efterfølgende en vis begrænsning på forståelsen af arkitektur som fag og disciplin.
Arkitektur udspringer af et interdisciplinært krydsfelt af færdigheder og kundskaber fra en tektonisk kultur og tradition, som vi først har fået et større kendskab til i slutningen af det 20. århundrede. Frampton og andre af hans fagfæller har været med til at åbne dette felt, men der ligger fortsat et stort, ubrugt potentiale gemt i arkitekturen til at genvinde metoder, færdigheder og kundskaber fra dette krydsfelt af discipliner, som udgør dens ophav. Det er alene med bevidstheden om dette interdisciplinære ophav, at det lader sig gøre at forstå sådanne udsagn som at arkitektur er “frossen musik” (Goethe), at arkitektur udspringer af de tekstile kunstarter (Gottfried Semper), at arkitektur bygger på organiske principper (Jørn Utzon) og at tektonik er arkitekturens “ubevidste” (Siegried Giedion).