Det er efterhånden de fleste bekendt, også udenfor Danmarks grænser, at danskerne er blevet udnævnt til at være verdens lykkeligste folkefærd. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Ja, selv hvis det skulle være sandt, så er spørgsmålet, om det er noget at fejre for ikke at sige at være lykkelig over. Ingen er lykkelig hele livet igennem. Også frygt og sorg hører helt og fuldt menneskelivet til og bliver på et eller andet tidspunkt alle levende til del. At basere ens tilværelsesforståelse på lykken eller se den som det højeste mål i livet, vil uvægerligt skabe en ubalance i ens tilværelse og eksistentielle udsyn.

Lykkens pamphilius kunne som bekendt ikke sove af ren og skær befippelse over sin egen gunst, og selvom det ikke er alle lykkelige, der ligger søvnløse om natten – og danskerne gør det næppe af lykke – er den lykkelige under alle omstændigheder karakteriseret ved at være ude af sig selv, hvilket er et første symptom på den omtalte ubalance. Lykketilstanden varer sjældent ved længe ad gangen, hvilket hører med til livets rytme, som heller ikke lader glæde og velvære vare ved i andet end kortere øjeblikke. Den, der satser på lykken, vil som regel her konsolidere sin egen ubalance ved uanfægtet at opstille lykken som det eneste, der er værd at gå efter i livet, omend den ikke kan gøres til en varig tilstand uden samtidig at miste blikket for den menneskelige tilværelses dynamiske og komplekse karakter.

Menneskelivet er foranderligt og mangefacetteret, hvilket kalder på flere emotionelle tilstande – og ikke kun på lykketilstanden – for at kunne føres på en afbalanceret måde. For blot at nævne to af disse emotionelle tilstande, der giver os mennesker chancen for at navigere og orientere os i situationer, som absolut ikke bærer præg af lykke, men som hører lige så fuldgyldigt med til livet: Frygt og sorg. Til trods for at have et dårligt ry, specielt iblandt “lykkeridere”, gør frygt det muligt at sanse farer og sorg at mærke det tabte. Det er blandt andet det, som “de evigt lykkelige” går glip af: De ænser ikke det farefulde og opholder sig ikke ved det, der tabes på vejen igennem livet, eller også gør de det for sent. Så optagede er de af lykken ligesom lottospillerne af millionen, at de glemmer at føre deres liv i overensstemmelse med dets mange foranderlige facetter. Er danskerne virkelig lykkelige hele året rundt? Giver det overhovedet mening at udnævne et folk til det lykkeligste? Skrues forventningerne til livet ikke dermed for højt op samtidig med at andre vitale momenter ved dét at være i live gemmes af vejen?

For opskruede forventninger – for ikke at sige forskruede forventninger – det kan danskere lige så lidt som nogle andre være tjent med. Det er næppe heller det, der karakteriserer danskerne til forskel fra andre folk. Hvad danskere i lige så høj grad som andre folk kan være tjent med og påberåbe sig retten til i kraft af at være mennesker, er en form for dynamisk balance, som giver mulighed for at sanse, føle, erfare og erkende livet i dets åbenbare foranderlighed og kompleksitet. Graden af balance vil næppe nogensinde kunne gøres op på en rangliste – hvem fører i at holde balancen i år – selvom det lyder ufrivilligt morsomt, og hvis der er nogle, der kan se det morsomme i det, så er det danskerne med deres underfundige og underspillede humor. Danskerne – verdens lykkeligste folk! Det må de længere ud på landet med, hvor der næppe heller er nogen, som vil tro dem.