Åbninger danner en form for passager, som leder ind i eller ud af noget, alt efter det perspektiv, der anlægges. De kan henvise til begyndelsen på noget, eksempelvis på Homers Iliade, der indleder selve den europæiske litteraturs historie med den berømte indgangsbøn til gudinden. Eller de kan angive en udgang som i Platons berømte hulelignelse, hvor udgangen forvandler sig til en indgang for den, der igen stiger ned i hulen efter at have været udenfor den. Det, som en åbning leder ind i eller ud af, må være mere eller mindre begrænset for, at åbningen overhovedet lader sig opfatte som en åbning, ja, selve åbningen markerer en grænse for det åbne og er således selv mere eller mindre tillukket. Ville det imidlertid være muligt at nærme sig selve det åbne? Giver det overhovedet mening at stille sig selv den opgave som menneske? For den tyske digter Rainer Maria Rilke (1875-1926) gjorde det, omend han i sin lyrik er yderst forbeholden over for menneskets muligheder for at nå helt tæt på og erfare det.