Venskabets økonomi
På oldgræsk findes der en tankevækkende sammenhæng mellem vennen, der er én kær, og huset, som rummer alt det, den bosiddende kalder sit eget: Ven kan således både gengives med kær (philos) og med det, der hører til huset (oikeion). Denne betydningssammenhæng er stærkt fremhævet i det ofte anvendte udtryk på oldgræsk, philous te kai oikeious, der dækker ens nærmeste venner og bekendte, og som også involverer slægtninge og husfæller. Artiklen genfortolker Platons venskabsdialog Lysis med begreberne philos og oikeios som omdrejningspunkt.