Hannah Arendt placerer sig i forlængelse af sin lærermester, Martin Heidegger, som i begyndelsen af 1920’erne fremsatte sine banebrydende udlægninger af Aristoteles' værk og angav ikke blot en ny vej for tænkningen, men han frilagde overhovedet tænkningens væsenskendetegn: at bringe begreberne i bevægelse, eller med Arendts formulering, at optø de fastfrosne tanker. Til forskel fra Heidegger kommer venskabets duale modus imidlertid til at spille en væsentlig rolle for Arendts tænkning i forhold til at bryde med tankeløshedens singularitet og bane en vej for den menneskelige pluralitet til at handle, dømme og tænke i fællesskab. I lighed med en anden elev af Heidegger, Hans-Georg Gadamer, som formulerede grundtrækkene til en filosofisk hermeneutik, kan Arendt siges at yde et bidrag til en politisk hermeneutik, hvis grundsøjler hviler på forståelses- og fællesskabsorienterede sproghandlinger.   Rune Lykkebergs anmeldelse i Information