”Sproget er midten”, lyder Gadamers korte, præcise sammenfatning af den filosofiske hermeneutiks indsigt i sprogets spekulative grundstruktur. Sproget er midte og formidling, grund og virkning, forfatning og det forfattede, dannet igennem en fortsat integrationsproces, der – til forskel fra den hegelianske model, som den filosofisk-hermeneutiske sprogindsigt er spundet over – ikke indebærer det metafysiske endemål, at virkningen fuldstændig skulle kunne åbenbare sin egen væsensgrund.