Når de seebergske eksistenser, eksempelvis Leo Gray i Hyrder, søger at indhente det tabte i en tilbagegående bevægelse, bevæger de sig ofte i retning af deres egen undergang. Leo Gray kører galt en kold vinterdag og hans ulykke efterlader følgende spor på et træ i vejkanten: "Dagen udfældedes som en hvidere luft. Træerne knagede lidt i kronerne, da det blev dag, og den der havde lænet sit hoved ind mod det store barksår, sansede duften af træets skjulte forår og næsten sommer under træerne." I min læsning af Hyrder søger jeg at vise, hvordan den tid, som mennesket primært lever i og med hos Peter Seeberg, er årstiden.   Rekvirer artiklen