Søren Ulrik Thomsens poetologiske indsigt i det spændingsfyldte forhold mellem krop, lyd og betydning kunne udgøre en form for supplement til Hans-Georg Gadamers hermeneutiske kunstforståelse, hvorefter værkfremførelsens kunst både angiver, at kunstværket i sandhed åbenbarer sig i fremførelsen, og at der hører en vis kunst til at fremføre et værk.