I løbet af det 20. århundrede har en række tænkere underkastet distinktionen mellem ”at være” og ”at have” en kritisk filosofisk undersøgelse. Gabriel Marcel (1889-1973) og Erich Fromm (1900-1980) udgav begge et værk om denne distinktion, hvori de angreb vestlig tænkning for at lægge ensidig vægt på at besidde, erobre, forbruge og udøve magt, kort sagt at have, på bekostning af at være, der refererer til en anden form for levende og lyttende optagethed af livet i dets blotte og bare væren til. Begge forekommer at have været inspireret af den tyske tænker Martin Heidegger, som brugte ordet værensglemsel om den fremherskende tendens i vestlig tænkning til at ville gribe og begribe enkeltfænomener uden at spørge til den værenshorisont, hvor indenfor disse fænomener kommer til syne. Denne horisont kan hverken begribes eller erobres som var der tale om en genstand, men den gør overhovedet plads til, at noget viser sig og er til. Set i dette perspektiv handler det for værensfilosoffen om at lade det, der er, være uden at gribe ind, men give plads til det i al dets fylde.
Jeg har ofte tænkt på, om disse analyser af modsætningsforholdet mellem at være og at have er anvendelige på venskab og jeg skal i det følgende fremlægge mine tanker desangående: For en umiddelbar betragtning synes der ikke at være nogen forskel på at være og at have venner. Om jeg har en ven i Japan eller er ven med én i Japan, forekommer semantisk set at kunne komme ud på ét. Desuden henviser dét at have venner ikke til noget besiddelsesforhold. Siger jeg, at jeg har en ven, mener jeg ikke dermed, at jeg har vedkommende i samme betydning som jeg har en bil. Et venskab er ikke ejerskab, såfremt det skal blive ved med at være venskab.
En grundigere eftertanke vil imidlertid gøre os opmærksom på, at dét at være ven med én betegner en mere indholdsrig relation end dét at have en ven. I dét at være venner, hvortil kan føjes ”med hinanden”, ligger der en gensidighed gemt, der ikke findes i dét at have venner, hvor udgangspunktet tages hos én part i venskabsrelationen. Hvis jeg for eksempel siger om en gruppe, som jeg tilhører, at vi har nogle venner, så tager jeg udgangspunkt i os, hvilket der ikke er noget ondt i, men jeg siger ikke direkte noget om vores venners forhold til os og heller ikke om deres indbyrdes forhold til hinanden. Det kunne være, at det ikke er alle ”vores venner”, der opfatter sig som venner af os, eller også at der er nogle i gruppen, der ikke er venner med hinanden. Siger jeg derimod om en gruppe af mennesker, at vi er venner – og tilføjer jeg ”med hinanden” – er hver part i forholdet indbefattet og venskabet går på kryds og tværs i den gensidige udveksling parterne imellem. Da udsagnet udgår fra mig, kan der stadigvæk være nogen, der tvivler på, om vi virkelig er venner med hinanden, hvilket blot understeger, at det er mellemværendet mellem venner, der er det egentligt centrale i venskabet, som det ikke står til én enkelt part i forholdet at udtrykke alene, men kun sammen med de andre.
Det ”ensidige” i dét have venner viser sig blandt andet, når nogen siger, at han ikke længere har nogle venner, hvilket ikke udelukker, at der faktisk er nogle, der stadigvæk opfatter sig selv som venner af vedkommende og er der for ham. Siger jeg derimod om mit forhold til en anden, at vi ikke længere er venner med hinanden, involverer opløsningen af venskabet begge parter og det, som vi var fælles om med hinanden, er ikke længere bevaret. Ofte er det deri underforstået, at venskabet er blevet afløst af uvenskab, hvilket dog ikke behøver at blive opfattet sådan fra alles side. Det afgørende er, at dét at være venner rummer et gensidig inkludering – også når forholdet opløses – af alle parter i forholdet, hvilket ikke gør sig gældende for dét at have venner.
I dét at være venner findes tyngdepunktet ude i midten mellem vennerne, der indgår i et indbyrdes forhold til hinanden, som har sedimenteret sig over et tidsrum af en vis varighed og dermed forudsættes at vare ved. Venskabets væren består i samvær, hvilket er udtrykt i forholdsordet ”med”, som lægger sig naturligt til dét at være venner, mens dét at have venner ikke i samme grad gemmer på et varigt samvær vennerne imellem. Jeg kan have nogle ”nye” venner, som jeg netop har lært at kende igår, og jeg kan have nogle andre venner, som jeg aldrig ser mere. Jeg kan hurtigt blive eller få mig nogle venner, men jeg kan dårligt være ”nye” venner med nogle. Det kommer til at lyde underligt uvirkeligt, da der med til dét at være venner hører en tid sammen, der strækker sig tilbage i fortiden og virtuelt ud imod fremtiden. Snarere end nye er venner ”gamle” og de ser som regel hen til at skulle mødes igen i den fortsatte fornyelse af venskabet. I dét at være venner skjuler der sig en dimension af fortsat tilstedeværelse og fornyelse, som åbenbarer sig i parternes gensidige modtagelse og ledsagelse af hinanden, hvilket vi efterhånden har set en del eksempler på igennem bogen.
I forhold til dét at have venner lægger dét at være venner noget mere til venskabet i form af et indbyrdes samvær parterne imellem, der sedimenterer sig som levet tid sammen og åbner en fælles horisont ud imod det tilkommende. Jeg kan godt have venner, som jeg deler et sådant samvær med, men det ligger ikke allerede i min haven venner. Det må jeg tilføje, hvis jeg ønsker at uddybe, i hvilket forhold jeg står til de venner, som jeg har.
Selv på Facebook er det ikke helt det samme at have og at være venner. Det er muligt at have et hav af venner på internetstedet uden nogensinde at have mødt dem eller rettet et ord til dem; men når nogle siger, at de er venner på Facebook, giver de som regel udtryk for, at de har haft en eller anden form for kontakt med hinanden, som de bevarer, muligvis kun i cyberspace. Hvem ved igennem hvilke medier, venner vil mødes i fremtiden. De, der er venner med hinanden, vil velsagtens fortsat søge hinanden og se frem til at mødes uafhængig af de til rådighed stående medier; men måske bliver det i fremtiden vanskeligt at kende forskel på den digitale medieverden og den livsverden, som vi alle fødes ind i, og som ikke er forhåndsprogrammeret. Skulle det komme så vidt, må udfordringen for vennerne bestå i at kunne skelne mellem de to verdener og finde en vej ud af den første og ind i den anden, såfremt de fortsat ønsker at være venner og at kunne mødes frit og på lige fod med hinanden uden nogen styrende kontrolinstanser over dem.
Skriv et svar