Æstetik har med sansning og skønhed at gøre. Begrebet stammer fra det oldgræske ord aisthesis, som betyder sansning, og den første gang, sansning og skønhed knyttes sammen, sker netop i det antikke Grækenland, nærmere bestemt i Platons dialog Den store Hippias, hvor Sokrates reflekterer over det skønne ved sanseindtryk, der modtages gennem syn og hørelse.

Det er dog først langt senere hos den tyske tænker Alexander Baumgarten (1714-62), at vi finder en filosofisk funderet udarbejdelse af en lære om æstetik. Baumgarten var ligesom flere af sine romantiske åndsfæller af den overbevisning, at vi mennesker kan gøre os særlige, unikke erfaringer i mødet med det skønne. Æstetik i denne filosofiske betydning af ordet handler om det erkendelsesindhold, der ligger gemt i det skønne skin, som gør indtryk på sanserne og vækker tænkningen til at støbe ord og begreber, der kan rumme sanselige og kropslige erfaringer af det, der ligger hinsides krop og materie.

Jeg arbejder med æstetik i forskellige sammenhænge og begynder nedenfor med at introducere til mit seneste bidrag om det skønne hos Platon i Platon – Værk og Virkning, kommentarbindet til den danske nyoversættelse af Platons samlede værker.