Etik angår det gode mellem mennesker og bygger på en ide om, at mennesket vinder i menneskelighed sammen med andre mennesker. Intet menneske lever etisk helt alene for sig selv, men alene i forhold til sine medmennesker og øvrige omgivelser.
Det første etiske hovedværk og et af de mest læste værker i den vestlige idetradition, Aristoteles’ Den Nikomacheiske Etik, tager afsæt i, at mennesket af natur stifter fællesskab med andre ved at gøre brug af sproget og handle etisk i forhold til sine medmennesker. Mellemmenneskelige forhold, som for eksempel venskab og kærlighed, eller større fællesskaber, såsom familie og samfund, kommer til at spille en altafgørende rolle for etik taget i denne oprindelige, oldgræske betydning.
Familie-, venskabs- og samfundsmønstrer har forandret sig afgørende siden Aristoteles levede, hvorfor begrebet om etik må undergå en tilsvarende forandring. Aristoteles havde en relativt begrænset forståelse af det gode menneskeliv – alene mandlige, hellenske borgere , der gjorde brug af deres fornuft, kunne i princippet leve godt – hvilket foranlediger os til at udvide vores forståelse af etik i moderne tid, så den kan rumme alle mennesker uafhængig af deres køn, sprog, statslige og religiøse tilhørsforhold. Aristoteles’ etiske udgangspunkt, at mennesket alene lever godt i fællesskab med andre, kan dog fortsat udgøre et lødigt udgangspunkt for en gentænkning og en udvidelse af begrebet om etik.
En umiddelbar konsekvens af at bygge etik på dette grundlag er, at et menneske, som isolerer sig fra andre eller isolerer andre udenfor ethvert menneskeligt fællesskab, fjerner sig fra at leve etisk og menneskeligt. Det betyder ikke nødvendigvis, at det dermed lever ondt og umenneskeligt, men i og med det fjerner sig fra det, der er lig det selv, det menneske-lige, er det ikke langt fra, men tættere på det, der ikke er menneskeligt. Aristoteles formulerer det et sted på den måde, at et væsen, der står udenfor det menneskelige fællesskab som sådan, må være enten et bæst eller en gud. Er der tale om et menneske, er det et menneske, der i lighed med bæstet eller guden lever hinsides godt og ondt, hvilket er en yderst tvetydig og farlig tilstand at befinde sig i for et menneske, da det er i færd med at overskride sine egne menneskelige grænser. I denne udsatte position kan det ende med at gøre ubodelig skade på sig selv og sine medmennesker, hvilket de gamle grækere kendte fra deres tragiske dramatradition. I moderne tid har Søren Kierkegaard iscenesat et lignende drama inden for en kristen livshorisont i værket Frygt og Bæven, hvor etikken suspenderes til fordel for en religiøs tilværelse, der dog i lige så høj grad, som den peger i retning af gud, fremkalder bæster, dæmoner og monstrer.
Denne vej leder mennesket ud af etikken og for mig at se ind i et uføre, hvor det er i fare for at forvandle sig til et umenneske, mens etikken fører mennesket ad en vej, der leder det stadig tættere på sin egen menneskelighed. Den opbyggelige konsekvens af at grundlægge etik på det gode som en fællesmenneskelig kvalitet er at undersøge sådanne relationer mellem mennesker, hvor mellemmenneskelighed bliver til medmenneskelighed. Jeg har interesseret mig for venskab, som Aristoteles var en af de første til at erklære for et etisk kernefænomen, hvilket jeg har søgt at uddybe og reaktualisere i mine senester værker.
Efter en kort introduktion til begreberne etik og moral præsenterer jeg nedenfor denne etiske forståelse af venskab og ender i den sidste tekst med at give et udkast til en teori om det onde, som også kaster lidt lys over det gode.