Skønhed virker tiltrækkende og bruges oftest i forbindelse med særlige, visuelle indtryk, som er præget af harmoni eller symmetri. Adjektivet “skønt” kan bruges om mange ting, for eksempel kan en cykel være skøn i betydningen velfungerende, eller en sang kan forvandle sig til skønsang, men “skønhed” synes primært at anvendes om “et syn for guder”.
De gamle grækere satte skønhed i forbindelse med en uhåndgribelig, immateriel dimension ved denne verden. Det kunne være ting eller mennesker, der lyste af skønhed, hvilket kunne hensætte beskueren i en tilstand af forundring over, hvad der var blevet ham eller hende til del. Platon var af den opfattelse, at det skønne kunne give menneskene en forudanelse om, at der findes en anden, uforgængelig dimension af ideale proportioner. Uden skønhed, intet spor efter noget hinsides den forgængelige materie.
Skønhed kan ikke gribes og fastholdes, men viser sig i glimt og flygter bort igen. Vi kan jage efter den, men den viser sig ikke uden videre, og når den fremtræder i al sin pragt, kommer den gerne bag på os. Det skønne vil vi normalt ikke noget med, andet end blive stående foran det og lade os bedåre måske. Skønhed er ikke det samme som det smukke, som primært knytter sig til noget rent ydre. Skønhed rummer aspekter, der går dybere, og som ikke altid fremtræder fuldt og helt.
Det er muligvis derfor, at det skønne kan virke så dragende. Det vækker ens begær efter at se og vide mere, måske sågar at komme i besiddelse af det. Det lader sig næppe gøre, hvor meget den begærende end forsøger. Derefter må vedkommende op på hesten igen og forsøge at nærme sig det, hvis han eller hun virkelig vil blive bekendt med det.
Når ordet bruges om et menneske, i det mindste på dansk i dag, er det næsten altid om en kvinde. Hun kan om muligt vælge at tage det som en kompliment, men hun kan også udlægge det som en bestemt sexistisk måde, hvorpå en mand forsøger at forføre hende og gøre hende til selve inkarnationen af det skønne.
Jeg skal ikke afgøre, hvad der ligger i at udnævne nogen til en skønhed. Det må afhænge af konteksten, som imidlertid ikke kan indfange, hvad der ligger i selve begrebet om skønhed, der nok har en masse virkninger, men hvad er det ved skønhed, som gør, at det kan have en så omfattende effekt?
Jeg sagde indledningvis harmoni og symmetri. Det er et platonisk svar. I mangel af bedre og i al foreløbighed vil jeg hævde, at skønhed åbenbarer mangfoldige former for virkeligheder, som mennesker på forskellig vis drages hen imod uden at kunne få greb om eller begribe helt. Det skønne griber snarere én og hensætter én i en midlertidig tilstand af forundring og beundring.
Skriv et svar