Jonas Holst, Author at Jonas Holst

Den globale uligevægt

10/06/2016 af Jonas Holst Leave a Comment

Det er efterhånden vanskeligt at benægte, at det bliver varmere at leve på jorden i det 21. århundrede. Ikke kun førende videnskabsmænd siger det, men de fleste jordboere kan selv mærke det. Mildere vintre, tidligere forår, glohede somre og kortere efterår præget af fugtigt, regnfuldt vejr. Er der endnu tid til at sunde sig og finde en vis ligevægt midt i de faretruende klimatiske tegn på en global uligevægt?

De stigende temperaturgrader er kun et symptom blandt flere på, at den udvikling, som vi mennesker på verdensplan står bag, er lidet bæredygtig for ikke at sige direkte uholdbar. Der er tale om komplekse udviklingsprocesser, som imidlertid har ét til fælles, for så vidt de bidrager til den globale uligevægt: De udvikler og udvikler uden at sikre sig, at det, hvoraf de udvikler noget, bevares og ikke opbruges.

Den ideologi, der står bag, er blevet givet mange navne, blandt andet kapitalisme, men det er ikke længere tilstrækkeligt at bestemme den med ét navn, da den forpupper sig under andre fænomener for efterhånden at være overalt. Ideologien går grundlæggende ud på, at ro, hvile og fred ikke har nogen værdi i sig selv, men værdi skabes kun igennem fortsat arbejde, vækst, forbrug og krig.

Det er ikke længere dækkende, hvis det nogensinde har været det, at kalde denne ideologi for kapitalisme, som kun er en af dens udtryksmåder. Der findes også anti-kapitalister, der tænker og har tænkt på samme måde. De fleste af dagens imperiebyggere tænker ligesom fortidens erobrere, at kun gennem fortsat ekspansion, kan deres imperium bestå. Deri tager de naturligvis fejl, men det forhindrer ikke dem og mange andre i at tænke på den måde og handle derefter.

Den senmoderne verden er karakteriseret ved en støt stigende acceleration af naturlige og menneskeskabte processer, som tog fart med den omfattende industrialisering i det 18. og 19. århundrede, og som i dag har bredt sig over hele kloden. Den medfølgende teknologi har gjort det muligt at manipulere alt lige fra cellers genetiske kode til atomers kerner med dramatiske følger, der bringer livet på jorden i fare.

Denne udvikling har uden tvivl også haft mange behagelige konsekvenser, der letter og giver mennesker overskud til andet end at arbejde i deres ansigts sved, men spørgsmålet er, om det også virkelig har fået flertallet af os mennesker til at sætte tempoet ned, arbejde mindre, tage fri, hvile ud og nyde livet. Den globale opvarmning synes at indikere, at vi fortsat har alt for travlt med at arbejde, konkurrere og producere for at øge forbruget, udkonkurrere og bekrige hinanden noget mere. Hvis vi fortsætter ad den vej, som var der tale om et væddeløb i den olympiske ånd – hurtigere, højere, stærkere – er det forudsigeligt, at vi ender med, sådan som det allerede sker mange steder i verden, at brænde vores omgivelser og os selv af.

Venskabets etik: en kritisk studie af et glemt begreb

05/04/2016 af Jonas Holst 1 Comment

Med afsæt i den spanske filosof Pedro Cerezo Galáns værk Offentlig ethik. Civil ethos underkastes den etiske og politiske relevans af venskab en kritisk undersøgelse. Martin Heidegger og Hannah Arendt inddrages sammen med den spanske poet Antonio Machado – “den gode ven/som viser mig filantropiens hemmelighed” – med henblik på at kaste nyt lys over venskab som en vej mod selverkendelse.

Sandhedens øjeblik

25/12/2015 af Jonas Holst 1 Comment

Et lærd menneske med de højeste videnskabelige kundskaber og udmærkelser ville kunne sætte sig ned og med en ufejlbarlig præcision i bevisførelsen skrive alt det op, som han holder for at være ubetvivleligt sandt, og intet sted i sine skriverier ville han støde på sandheden. Det er ellers som regel det, lærde folk og andre kloge hoveder søger: Sandheden, men den er væsentligt sværere at finde end noget, der er sandt.

Det er unægtelig sandt, at jorden har en måne; men det er ikke sandheden endsige hele sandheden om jorden eller månen. Sådan er der så meget, der er sandt, men selve sandheden er det øjensynligt vanskeligere at få et begreb om.

Måske kunne den lærde mand finde på at skrive en hel bog om sandhed. For hver sandhed, som han skriver ned, synes han at nå tættere på sandheden. En dag kommer han imidlertid ud for en ulykke i sin bil, der snurrer rundt for ham en kold vintermorgen på en isglat landevej. Hvad er det, han der kommer ud for? Kan han uden videre lægge det bag sig, eller vil det ændre hans syn på sandhed, på sandhedens øjeblik?

Sandhedens øjeblik er intet menneske herre over. På et øjeblik viser der sig noget, som er afgørende og uafviseligt, og det står ikke til mennesket at lade det falde ud til den ene eller den anden side, at afvise eller bevise det. Noget afsløres på et øjeblik og viser sig sådan som det er. Indtil dette øjeblik havde det været tildækket, men nu løftes sløret for, hvordan tingene egentlig hænger sammen.

Var det sandhedens øjeblik for den lærde mand, da han snurrede rundt i sin bil og sikkert mærkede dødsfrygtens tag i sin krop? Jeg forestiller mig, at overlever den lærde mand sin ulykke, vil han være et forandret menneske, som har smidt sin bog om sandhed ud.

Sandheden er ikke til at få øje på nogle steder, da den har øjeblikskarakter og beskriver en hændelse, som konfronterer mennesket med sin egen grænse, nogle gange med sit eget endeligt. Sandhedens øjeblik overgår os og vi kan være vidne til det, der sker; men den, der tror at kunne bestemme over sandhedens øjeblik, begår hybris og fjerner sig fra sandheden, hvilket kan komme til at koste dyrt.

Den amerikanske præsident George W. Bush hævdede således i 2003, at sandhedens øjeblik var kommet for Irak, netop da han var ved at give ordrer til at invadere landet med henblik på at løfte sløret for dets fabrikation af masseødelæggelsesvåben. Den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen støttede ham i foretagendet og kaldte det for afgørelsens time. Begge overhoveder tog fejl og forsøgte at gøre sig til herrer over, hvor og hvornår sandhedens øjeblik indtræffer.

Uden at kunne vide det med sikkerhed indtræffer sandhedens øjeblik formodentlig hver dag på uhyggelig vis for tusinder af mennesker i Irak, i Mellemøsten og i andre krigshærgede områder i verden. Det overgår de indlagte på hospitalerne, som får stillet en diagnose, og de, der fra en dag til en anden mister deres arbejde, uden på noget tidspunkt at have kunne forudse det. Sandhedens øjeblik bliver også den til del, der benådes, og de, som får vished for, at deres nærmeste venner og familier er i live efter ulykken. Skulle de blive bedraget, viser sandheden sig for dem i det øjeblik, hvor det går op for dem, at de er blevet ført bag lyset.

Peter Seeberg udgav i 1974 en uforglemmelig tekstserie, der hed “Øjeblikke”, men som i virkeligheden lige så godt kunne have heddet “Sandhedens øjeblikke”. Tre øjeblikke fra tekstserien står tilbage på min nethinde og afslører uventet det, der indtil da, havde været tildækket:

Det øjeblik, da modtageren slår en høj latter op, og du opdager, at din gave er en bestikkelse.

Det øjeblik, da lyset blivet tændt og du ser en skikkelse ligge på gulvet.

Det øjeblik, da eksperterne erklærer årsagerne for klarlagt, men katastrofen er sket.

Af ren og skær godhed

18/07/2015 af Jonas Holst Leave a Comment

Godhed er kendetegnet ved ikke at vise sig frem. I det øjeblik, hvor nogle ønsker at vise, hvor gode de er, forsvinder godheden ud i den blå luft. Den bemærkelsesværdige logik, som godheden følger, kan eksemplificeres ved den gode, som giver og gør godt imod andre uden at bede om eller ønske noget igen. Jesus Kristus udtrykker det på den måde, at når du giver af barmhjertighed, lad da ikke din venstre hånd vide, hvad den højre gør.

Godhed er helhjertet, eller også er den overhovedet ikke til. Der er ikke plads til den mindste tvivl eller refleksion i hjertet hos den, der gør det gode. Godhed strømmer over af godhed og ligner kærlighed ved at give til andre samt tilgive andre uden at ønske noget igen, uden bagtanker eller mistænksomhed, uden tomme hensigtserklæringer eller løfter, uden anden motivation end at handle af ren og skær godhed.

Godhed er kilden, som ikke selv viser sig; kun i en udstrømning af et rent hjertes overskud er det muligt at få øje på en vis godhed i denne tilværelse. Det er dog langt fra let, eftersom det gode lever en tilbagetrukket tilværelse. Et flygtigt blik ned over menneskehedens historie, som i det store og hele er én lang historie om umenneskelighed, vil vise, at det, snarere end det gode, er det onde, der fremstår markant og markerer en grundtendens i menneskelivet.

Der er ikke noget at sige til, at mennesker til alle tider har set langt efter guddommelige frelsesskikkelser, der redder dem fra det onde. Platon sammenlignede det gode med solen, som mennesket i egenskab af at være en huleboer ikke kan se op imod og udholde synet af; men slipper det fri af sine lænker og frelses fra sin huletilværelse, kan det igennem lang tilvænning nærme sig det gode. Forudsat – vel at mærke – at det aflægger sig noget af sin menneskelige natur (!)

Det lyder som lidt af et paradoks: Helt godt bliver mennesket næppe nogensinde, medmindre det aflægger sig noget af sin menneskelighed. Paradoks vil sige det, der ligger ved siden af og går ud over den gængse mening. Godhed udfordrer den sunde fornuft og grænserne for common sense, hvilket let kan blive opfattet som usundt, fremmedartet og farligt af selvsamme fornuft. Måske er det sjældent fornuftigt at være god, og måske er det sjældent fornuften, der står bag godhed.

Ren og skær godhed synes slet ikke at være af denne verden, og dog er vi mange, som holder udkig efter den: den rene, usødet vare, der tager imod, hvor andre lukker døren, der viser vej, hvor andre går deres vej, og som i livets komplekse ligning medtænker mennesket; dette menneske, medmennesket, som måske har handlet forkert, uden at den forkerte handling dog er udtryk for alt, hvad dette mennesker er.

Hvor langt kan den gode gå i at forstå det onde uden at sætte sin godhed over styr? Det må være muligt at forstå den, der har gjort det onde, uden at udvise forståelse for det, som vedkommende har gjort; men godhed gemmer sig ikke i forståelsen af dette eller hint, men i at gøre dette, det gode, og undlade at gøre hint, det onde. Godhed vil sige at have hjertet på rette sted: af godhjertethed og barmhjertighed vil den gode det gode for andre end sig selv og viser det umiddelbart i sine gerninger.

(U)balance

28/06/2015 af Jonas Holst Leave a Comment

Dit liv er i ubalance. Det er mit også, hvilket ikke er ment som nogen trøst. Ubalance er en del af livet på jorden, som imidlertid har udvist en unik evne til at finde en vis balance selv under ekstreme forhold på dens overflade: Opvarmning og nedfrysning, radioaktiv stråling og pladetektoniske bevægelser, meteornedfald og tsunamier har været og vil fortsat fremover udgøre naturlige komponenter i dens tilblivelses- og livshistorie.

Vi er en del af jordens balance. Den er ikke blevet oprettet en gang for alle, men den opbygges og genetableres hver dag igennem milliarder af mere eller mindre sammenhængende justeringer. Den menneskelige krop er et eksempel midt i en myriade: Den er hele tiden udsat for “angreb” af forskellig art – vira og bakterier, vind og vejr, fysiske skader og emotionelle udsving – som den igennem fortløbende justeringsprocesser, specielt under inddragelse af immunforsvarets komplekse afkodnings- og responssystem, søger og som oftest finder løsninger på.

Nogle gange skal kroppen have hjælp til at genvinde balancen ligesom andre fænomener på denne jord, hvor intet er fuldstændig selvtilstrækkeligt. Det er dog stadigvæk med udgangspunkt i dens egne ressourcer, at kroppen genvinder balancen. Kroppen rummer uanede ressourcer ligesom jordoverfladen gør det, ligesom havbunden gør det, ligesom en urskov gør det. Jo mere vi kender til disse ressourcer og ved, hvordan vi kan øse af dem uden at opbruge dem, jo flere chancer har vi for igennem livet at kunne etablere og udbygge en fintmærkende balance midt i en tilværelse præget af ubalance.

Det handler ikke om at være i balance, som var der tale om en varig tilstand. Det er der næppe noget levevæsen, der er. I stedet kunne det gode menneskeliv bestå i at søge balancen i en fortsat bevægelse, der involverer ens omgivelser som med- og modspillere. Balancegangen består i en fortløbende serie af finjusteringer, der skal til for ikke at falde om eller bukke under. Foretages der ingen justeringer, går den dynamiske balance fløjten og ubalancer begynder at melde sig. Som tiden går, når de dybere ned og kan installere sig på flere planer, hvilket gør det vanskeligt at slippe af med dem igen.

I virkeligheden er ubalancen til stede fra begyndelsen af vores endelige jordeliv. Vi kommer hjælpeløse til verden uden at vide, hvor vi kommer fra, fødselens under, og uden at vide, hvor vi ender med at gå hen, dødens mysterium. Mellem disse to stationer er vores tilværelse strakt ud i tiden, og spørgsmålet er, hvad vi hver især gør med den tid, som vi er blevet givet. Nogle vælger at gøre en dyd ud af ubalance, hvilket er let gjort, da det jo er vilkåret på jorden og nok skal vare ved. Der skal et stykke veltilrettelagt arbejde til for at oprette en midlertidig form for balance, som ikke varer ved for altid, hvilket alt andet lige gør det vanskeligere at give sig i kast med den, tro på den og opretholde den. Ubalancen er for længst kommet for at blive. Det er balancen ikke. Den skal søges ad veje, som ikke ender nogle bestemte steder, men som ender med at føre én tilbage til tidligere tilbagelagte veje og til én selv i en stadig søgen efter balance.

Bevægelse og balance

Glimt af skønhed

27/06/2015 af Jonas Holst Leave a Comment

Skønhed virker tiltrækkende og bruges oftest i forbindelse med særlige, visuelle indtryk, som er præget af harmoni eller symmetri. Adjektivet “skønt” kan bruges om mange ting, for eksempel kan en cykel være skøn i betydningen velfungerende, eller en sang kan forvandle sig til skønsang, men “skønhed” synes primært at anvendes om “et syn for guder”.

De gamle grækere satte skønhed i forbindelse med en uhåndgribelig, immateriel dimension ved denne verden. Det kunne være ting eller mennesker, der lyste af skønhed, hvilket kunne hensætte beskueren i en tilstand af forundring over, hvad der var blevet ham eller hende til del. Platon var af den opfattelse, at det skønne kunne give menneskene en forudanelse om, at der findes en anden, uforgængelig dimension af ideale proportioner. Uden skønhed, intet spor efter noget hinsides den forgængelige materie.

Skønhed kan ikke gribes og fastholdes, men viser sig i glimt og flygter bort igen. Vi kan jage efter den, men den viser sig ikke uden videre, og når den fremtræder i al sin pragt, kommer den gerne bag på os. Det skønne vil vi normalt ikke noget med, andet end blive stående foran det og lade os bedåre måske. Skønhed er ikke det samme som det smukke, som primært knytter sig til noget rent ydre. Skønhed rummer aspekter, der går dybere, og som ikke altid fremtræder fuldt og helt.

Det er muligvis derfor, at det skønne kan virke så dragende. Det vækker ens begær efter at se og vide mere, måske sågar at komme i besiddelse af det. Det lader sig næppe gøre, hvor meget den begærende end forsøger. Derefter må vedkommende op på hesten igen og forsøge at nærme sig det, hvis han eller hun virkelig vil blive bekendt med det.

Når ordet bruges om et menneske, i det mindste på dansk i dag, er det næsten altid om en kvinde. Hun kan om muligt vælge at tage det som en kompliment, men hun kan også udlægge det som en bestemt sexistisk måde, hvorpå en mand forsøger at forføre hende og gøre hende til selve inkarnationen af det skønne.

Jeg skal ikke afgøre, hvad der ligger i at udnævne nogen til en skønhed. Det må afhænge af konteksten, som imidlertid ikke kan indfange, hvad der ligger i selve begrebet om skønhed, der nok har en masse virkninger, men hvad er det ved skønhed, som gør, at det kan have en så omfattende effekt?

Jeg sagde indledningvis harmoni og symmetri. Det er et platonisk svar. I mangel af bedre og i al foreløbighed vil jeg hævde, at skønhed åbenbarer mangfoldige former for virkeligheder, som mennesker på forskellig vis drages hen imod uden at kunne få greb om eller begribe helt. Det skønne griber snarere én og hensætter én i en midlertidig tilstand af forundring og beundring.

Grader af frihed

23/04/2015 af Jonas Holst Leave a Comment

Det er blevet populært at hævde, især iblandt lærde folk, at der ikke findes nogen kernebetydning af store ord og begreber, som for eksempel frihed. Denne påstand kan umiddelbart lyde rigtig, eftersom der findes et hav af ord, der indeholder termerne “fri” eller “frihed”, og som tydeligvis ikke kan føres tilbage til én og samme grundbetydning: friskole, fribytter, frivillig, frihedskæmper, ytringsfrihed, befrielse, “gud fri mig vel” …

Men ligger der dog ikke til grund for enhver forståelse af frihed en forestilling om ikke at være bundet eller underlagt tvang? Det er imidlertid kun en negativ afgrænsning, som ikke siger noget om, hvad der ligger i frihed som sådan. Ved vi overhovedet, hvad frihed er, og lader det sig gøre – såfremt der findes en grundlæggende form for frihed – at udtale sig om den, uden at have erfaret den?

For den, der netop er kommet ud af fængslet, betyder frihed én ting, mens den for andre, der aldrig har oplevet at blive “berøvet deres frihed”, betyder noget andet. Måske oplever den frisatte ikke sig selv som værende fri, fordi han kommer ud til noget, der igen lægger bånd på hans tilværelse. Den indsatte kan føle sig mere fri inden for fængslets mure end udenfor lige såvel som den, der lever udenfor fængslets mure, kan føle sig som en indsat. Kan følelser mon lodde ens grad af frihed, eller skal der andet og mere til?

En følelse af frihed kan i lige så høj grad som en rationel diskurs om frihed let snyde og få én til tro, at nu mærker eller ved man, hvad frihed er, indtil man bliver “klogere” og opdager, at det, som man troede var frihed, i virkeligheden var en illusion. Lægesønnen, der går i sin faders fodspor, tænker måske, at det er lykken at være læge, og han føler sig fri, når han udøver sin gerning, indtil det en dag går op for ham, at han i virkeligheden ikke har sit hjerte og sig selv med i lægegerningen, men han har kun valgt at blive læge, fordi hans fader var læge. Eller datteren af den store politiker, som hele sit liv har gjort oprør imod hendes måde at gøre tingene på og føler sig frigjort i sin opstand, indtil hun en dag gør den opdagelse, at hele hendes liv har været én lang reaktion, men på intet tidspunkt en fri aktion, som udgår fra hende selv. Der er ikke nødvendigvis noget galt i at gå i sine forældres fodspor eller for den sags skyld at gå langt uden om dem, men hvis et menneske vælger og (re)agerer ud fra det, som andre gør eller har gjort, kan han eller hun så stadigvæk siges at være fri?

Men – vil nogen måske sige – hvis du stiller det op på den måde, så er der ingen, der er fri; men er der dog alligevel ikke en chance for, at vi mennesker kan blive stadig mere frie, hvis vi skridt for skridt gør os fri af det, der binder os. I modsætning til den kække, revolutionære påstand, at vi fødes frie og lige, ville et mere nøgternt udgangspunkt bestå i at sige, at vi ikke er frie fra begyndelsen af vores tilværelse, men det kan vi muligvis blive, og et første skridt på vejen må bestå i blive klar over det, der binder os. Og det er ikke nogen lille opgave, men kan være så omfattende, at selv den lærde mand, der skriver bøger om frihed, ikke får øje på friheden, da den omfatter ham selv og hans eget liv.

At lade sig nøje med den forestilling om frihed, som den dominerende, politiske diskurs de seneste 250 år har gjort gældende, nemlig ikke at være undertvunget nogen andens vilkårlige vilje og heller ikke selv at undertvinge andre, er for mig at se at blive stående ved for lidt. Det, der mangler i denne frihedsforståelse, er den måde, hvorpå mennesket er stillet i forhold til sig selv. Det er muligt, at det ikke er bundet af andre, men binder det sig selv? Kunne det midt i en tilsyneladende fri selvudfoldelse stadigvæk ligge under for sine egne svage punkter eller være begrænset af sine egne fordomme og vrangforestillinger? Der er ikke nogen grund til at blive moralsk på egne eller andres vegne. Vi ligger alle i større eller mindre grad under for nogle begrænsninger, som vi selv har været med til at stille op, men i og med de er opstillede, er det også muligt at fjerne dem igen – i det mindste for dem, der ønsker at tage et skridt i den retning.

Sportsudøveren, der hele sin karriere havde løbet og spillet med fuldstændig rank ryg og anspændt holdning, fandt pludselig ud af, at hvis hun slappede mere af og i højere grad brugte sine benkræfter, kunne hun løbe stærkere og spille endnu bedre. Hun havde aldrig følt sig begrænset og spillede udmærket, men efter at være begyndt at slappe mere af og bruge sine kræfter på en anden måde, blev hun mere fri i sin kropsudfoldelse og hendes spil nåede nye højder. Da hun endvidere opdagede, hvad den rette psykologiske indstilling kan betyde for ens muligheder og dueligheder som menneske, åbnede der sig pludselig en vej foran hende, hvor den eneste virkelige begrænsning bestod i hendes egen manglende bevidsthed om og erkendelse af sig selv.

Det nye mål for menneskelig frihed består hverken i at kunne gøre, hvad man har lyst til, eller at være “fuglefri” i forhold til andre, men derimod i graden af opnået selverkendelse og det med dertilhørende bevidste arbejde med ens egne svage punkter og skyggesider. I dette “arbejde” spiller andre mennesker, særligt venner, men også fjender, en fundamental rolle, da der er så mange bindinger i os selv, vi ikke kender til eller kan få øje på, men de kan vise sig i mødet med andre mennesker. Hvor går grænserne for den menneskelige frihed? Det spørgsmål lader sig næppe besvare uden selv at lære disse grænser at kende. Svaret findes i praksis snarere end i teorien, som er så magelig og behagelig. Udforsk og udlev friheden uden at sætte den over styr – deri består den egentlige frihed.

Etik og moral

08/04/2015 af Jonas Holst Leave a Comment

Etik er ikke det samme som moral. I den daglige tale bruges de to begreber ganske vist ofte i den samme betydning og dækker begge det brede felt af regler og principper, værdier og normer, som ligger til grund for god eller rigtig handlen. Den samme dagligdags tale kan imidlertid give os et vink om, at de ikke betyder helt det samme: at have moral, at moralisere og uddrage en morale af noget er udtryk, der er knyttet til moralbegrebets vide betydningsfelt, men ikke til etikkens. Den, der tænker moralsk, moraliserer ikke nødvendigvis, men både den moralsk tænkende og moralisten forudsætter som regel, at ethvert menneske kan og vil det, moralen gør gældende som det universelt gyldige. Det gør en etiker ikke. Etikeren er bevidst om – i det omfang han eller hun ikke sammenblander etik med moral – at ethvert menneske rummer divergerende og ofte modstridende emotioner og fornuftsgrunde, der forhindrer det i at føre det moralsk rigtige ud i livet, og alligevel kalder dette menneske på at blive hørt og om muligt forstået.

Moralen har en lang tradition for at opstille normative principper og regelsæt med henblik på at retline og disciplinere mennesket, hvilket etikken hverken i den oldgræske eller moderne version har og grunden er, at etikere mener, at det kommer der sjældent noget godt ud af. Hos etiske tænkere som Platon og Aristoteles eller Martha Nussbaum og Emmanuel Levinas vil man skulle lede længe og ofte forgæves efter normer eller regler, der oppe fra og ned fortæller mennesket, hvad det skal gøre. I stedet optræder der i deres værker ord som dialog, fællesskab, venskab og det gode liv, der fremkalder en atmosfære af ligeværdighed, hvor indenfor mennesker er i øjenhøjde med hinanden og har mulighed for at modtage, tale med og ledsage hinanden. Igennem sådanne etiske gestusser tilegner mennesket sig ressourcer til at handle og tænke godt, om muligt igennem et helt liv.

En etik med rødder i oldgræsk filosofi tror modsat moralen ikke på, at mennesker kommer til at leve bedre ved at opstille og efterleve regler og fordringer. Hvor nødvendige de end måtte være, tyder de snarere på, at etiske gestusser som at modtage og ledsage hinanden – givet og tilegnet i respekt, kærlighed og venskab – er fraværende i menneskers tilværelse, som alene bliver bedre ved at leve ind i og rodfæste fornemmelsen af at høre til en fællesmenneskelig solidaritetssfære.

Venskabets etiske betydning

08/04/2015 af Jonas Holst 2 Comments

Venskab har til alle tider spillet en vis rolle i menneskers liv, men det har i de fleste kulturer stået i skyggen af andre mellemmenneskelige relationer, som for eksempel kærlighed, ægteskab, familie og samfund. Hvad der særligt har interesseret mig i mine to seneste bøger, Venskabets etik – en antik-moderne idehistorie (THP 2013) og Venskab – Det gode mellem mennesker (Århus Universitetsforlag 2015), er den etisk betydningsfulde rolle, som venskab har spillet igennem den vestlige idehistorie, selvom det aldrig er blevet til mere end en beskeden birolle.

I hvilken forstand kan venskab siges at have med etik at gøre? Er det ikke venskab og kammerateri, der ofte fører til lukkede sammenslutninger og nepotisme? Venskab har mange betydninger og allerede den græske antiks to klassiske filosoffer, Platon og Aristoteles, kendte til dét, at venner bruger og udnytter hinanden for at fremme deres egne eller tredje parters formål; men venskab kan ikke reduceres til et nyttigt middel, hvis eneste formål er, at parterne får noget ud af hinanden. I sin etik søger Aristoteles at vise, at der findes en måde at være venner på, der er uomgængelig for de mennesker, som vil leve godt, og hvis mening skal søges i selve venskabsforholdet og det fælles samvær. Han kalder denne relation for det gode venskab, hvilket er det etiske kernefænomen, som han bruger mest tid på at analysere i sin etik, der skal anvise en vej ind i det gode liv.

Vi taler stadigvæk i dag om at være gode venner, når to eller flere personer igennem et længere samvær opbygger en fortrolighed til og respekt for hinanden, der åbner for at lære hinanden stadig bedre at kende som mennesker og gøre det godt for hinanden: Gode venner modtager og byder hinanden indenfor, de giver hinanden en hjælpende hånd og gode råd med på vejen, de ledsager, lytter til og drager omsorg for hinanden med en kærlig, åbenhjertig interesse for den anden eller de andre mennesker i relationen. Det etisk gode i venskab ligger gemt i det forhold, at venner har øje og omtanke for hinanden på et dybere sjæleligt niveau, hvilket for både Platon og Aristoteles giver mennesker chancen for i mødet med andre at handle og tænke stadig bedre.

Deres venskabsetik er imidlertid skæmmet af deres idiosynkratiske fremstilling af den oldgræske mand som pragteksemplaret på menneskelig dydighed, som kvinder, fremmede og andre mennesker i større eller mindre grad er udelukkede fra at kunne måle sig med. Vil det være muligt at reformulere en venskabets etik, hvorfra ingen i princippet er udelukket, og som kunne anvise det moderne menneske en vej ind i det gode liv?

Igennem det 20. århundrede er der blevet gjort fremskridt inden for politik og jura i retning af at anerkende alle menneskers værdighed og rettigheder, men etisk set – og det vil sige i menneskers sindelag – lever urgamle fordomme om egne og andres, kvinders og mænds ”natur” eller ”unatur” i bedste velgående. En venskabets etik må yde det bidrag til en fremtidig samfundsethos, et fællesmenneskeligt sindelag, at den viser, hvorledes vi alle er fremmede på denne jord og i grunden ikke kender os selv som mennesker, men det har vi chancen for i de møder med andre mennesker, som finder sted inden for rammerne af det gode venskab.

En etik af denne karakter, der ikke dikterer, hvordan mennesker skal leve igennem opstillingen af normer eller regler, men inviterer til at søge det gode igennem venskabet med med ens medmennesker, er i dag truet af den samme indgroede tendens i mennesket, som de gamle grækere kendte, til at sætte sig selv og sit eget først på bekostning af andre. I dag viser denne tendens sig i det moderne højhastighedslivs iver efter at arbejde mere og tjene flere penge for at kunne forbruge mere og besidde flere ting, hvilket ikke alene tager tid fra venskabet, men fastfryser blikket i de mellemmenneskelige relationer på dét at have og konkurrere fremfor ansigt til ansigt at være sammen om at lære hinanden bedre at kende. Den individuelle besiddertrang svarer på samfundsniveau til at ville have sin egen identitet fastlagt i tilhørsforholdet til et bestemt land, folk eller trosfællesskab under udelukkelse af andre, hvilket forvandler fremmede til rivaler eller fjender.

Igennem historien har mennesker oftere søgt at finde en identitet i ting og i ideologier frem for at søge den i det mellemmenneskelige møde. Også de seneste års mangfoldige venskabskulturer er truet af denne indgroede tendens og synes i vid udstrækning mest at gå op i at have eller udskifte venner på de sociale medier fremfor at være venner med hinanden og se frem til at mødes ansigt til ansigt uden for de senmoderne interfaces. Der er en grund til, at man ikke kan være ”nye” venner, men kun ”gamle” venner; at være venner med hinanden opbygges over tid igennem et længere samvær, hvor tilliden, respekten og kendskabet til hinanden grundlægges.

Det er en af de primære grunde til, at vi moderne mennesker fortsat finder sammen i venskab og måske gør det mere end nogensinde før. En anden og væsentlig grund er, at det enten kan erstatte eller lader sig integrere i traditionelle familiemønstre, arbejdssammenhænge og kærlighedsforhold uden at være begrænset til at gælde to personer, og uden at parterne behøver at have papir på hinanden. Kun i fællesskab og følgeskab med andre lever mennesket etisk. Venskabets etik præsenterer en fællesmenneskelig måde at stræbe efter det gode på og leve stadig bedre sammen med andre.

Kærlighedens mysterium

02/04/2015 af Jonas Holst Leave a Comment

Alle kærlighedsforhold er et mysterium. Ethvert par lever på deres egen planet, hvor andre ikke kan trække vejret eller forstå sproget. Michael Cunningham

At kærlighed kan opleves at være et mysterium, vil de fleste elskende kunne tale med om, selvom de næppe vil kunne sætte nøjagtig ord på deres oplevelse. Kærlighed kan have en så unik karakter, at den vanskeligt lader sig meddele.

Never seek to tell thy love / Love that never told can be. William Blake

De elskende kan være så optaget af hinanden, at de mangler ord for det, der overgår dem. De vil dog stadigvæk forsøge at udtrykke, hvad de har på hjerte.

A thousand honey secrets shalt thy know. William Shakespeare

Poeter og sangere har til alle tider søgt at erklære deres ubetingede kærlighed til deres elskede og synge hyldestsange til ham eller hende. Den elskede er enestående, den eneste ene, usammenlignelig.

Nothing compares 2 u. Prince

Sådan hed sangen, som den irske sangerinde Sinead O’Connor gjorde berømt i slutningen af 1980’erne. Kærlighed søger union, hvilket ikke lader sig gøre i nogen fuldkommen forstand mellem mennesker, og det er den smertefulde splittelse, der følger på forlist kærlighed, som sangen handler om.

Mennesket er et brudstykke, som søger efter sin anden halvdel. Platon

Eros kalder Platon denne søgen. Mennesket er et delt og ufuldkomment væsen, som i sit indre mærker denne ufuldstændighed som splittelse og tomhed, hvilket genererer et begær, en erotisk lidenskab efter at opfyldes og fuldkommengøres.

If you have one true friend, you have more than your share. Thomas Fuller

Også venner elsker hinanden og venskab giver mennesker en ikke uvæsentlig chance for at leve et mere fuldkomment liv: philia hedder venskab på oldgræsk, amicitia på latin og begge ord rummer grundbetydningen at elske.

Igennem udvekslingen med vores venner nærmer vi os eksistensens ideal, varig væren, den guddommelige væremåde: tilstedeværelse, årvågenhed, selvpræsens i ånden. Hans-Georg Gadamer

Agape hedder den højeste form for kærlighed i Det Ny Testamente. Gud er agape, og det er i sandhed det største mysterium, hvordan et fuldkomment væsen ubetinget elsker den ufuldkomne verden – med al dens ondskab – som det efter sigende selv skal have skabt.

Tag cloud

Contact me