Åbning af fornuften mod det transcendente: Et filosofisk grundlag for arkitektonisk tænkning
I denne korte afhandling giver jeg en idehistorisk udlægning af grundlaget for at tænke arkitektur filosofisk. Det indebærer en gentænkning af den græske arkitekturs udspring i de tektoniske kunstarter og af tektonikkens moderne virkningshistorie. Filosoffer har igennem historien taget ved lære af arkitekturens særegne "konstruktioner", fordi disse rummer en filosofisk "kerne", hvis tektoniske komposition udfordrer og overgår, hvad filosoffen kan tænke sig til. Filosoffen støder på grund i sit forsøg på at udgrunde arkitekturens "sprog", der er andet og mere end sprog. Fra Platon og Aristoteles til Heidegger og Foucault har filosofferne slået sig på arkitekturen, som har ydet dem den modstand, der om muligt var nødvendig for at tænke lidt videre og lidt dybere over tingene. Afhandlingen viser, at moderne arkitekter, særligt Jørn Utzon, Rafael Moneo, Jean Prouvé og Louis Kahn, tænker filosofisk i deres sanselige omgang med materialer, rum, farver og lys, hvis velkoordinerede samspil kan være med til at frembringe menneskeligt velbefindende. De bliver ikke stående ved, at mennesket befinder sig i og bebor verden, men ser, at dét at bygge med respekt for materialers og steders natur kan betyde en væsentlig forøgelse af det menneskelige velbefindende for enhver jordboer.