Med udgangspunkt i en antik forståelse af gæstfrihed og gæstevenskab giver artiklen en filosofisk udlægning af den etiske dimension i alliancer. At indgå en alliance bygger på visse etiske dispositioner, først og fremmest tillid, som allierede vinder over tid ved at give hinanden vidnesbyrd på deres troskab og ved at holde deres løfter. I det omfang alliancen udvikles yderligere og varer ved, vil de allierede se sig nødsaget til at tilpasse sig forandringer, forebygge konflikter og løse problemer sammen, hvilket fremfor alt involverer kritisk fælles-tænkning. I artiklen argumenteres der for, at venskab kan tjene som en analogi til gode alliancer, hvis parter ikke alene tænker på at fremme deres egne projekter, men de tager ligeledes hensyn til og spørger til disse projekters mulige svagheder og fremtidige konsekvenser, også for andre udenfor alliancen.