Formålet med artiklen er at udvikle en forståelse af erfaring som værende et fænomen, der må genvindes i en fortsat fornyelsesproces for at konsolideres. I en kritisk dialog med moderne fænomenologiske og hermeneutiske traditioner bliver denne genvindelsesproces fremstillet som porøs og diskontinuert: At gøre erfaringer viser sig at være fyldt med grænser og cæsurer, som ombryder, hvad hvert enkelt menneske er bevidst om at vide, hvilket gør plads til, at noget nyt viser sig ude i horisonten. At tænke over måder at beskæftige sig med fænomener på, der er givet i den menneskelige erfaring, medinddrager os i en dynamisk bevægelse på grænsen mellem den enkelte subjektivitet og verden, som den åbner sig til alle sider. Efter at have forfulgt denne bevægelse forbliver det et åbent spørgsmål, om det er enhver form for erfaring, som vil kunne genvindes, og om det er ønskværdigt.