Intentionen i dette bidrag er at fremlæse en tilbagevendende modsigelsesfigur i Søren Kierkegaards forfatterskab og demonstrere dens grundlæggende betydning for hans tænkning. Det gennemgående modsætningspar i modsigelsesfiguren udgøres af det indvortes og det udvortes, imellem hvilke der består et inkommensurabelt forhold, der ikke lader sig mediere, hvilket Kierkegaard symboliserer med henholdsvis et gitter og en dør. Disse grænseflader markerer en spærre i hans tænkning, som støder ind i dem uden at kunne overskride dem, hvilket præcis er meningen og indirekte skal vise, at menneskets eneste udvej fra sin egen indespærring går igennem den kristne gudstro.