Den hollandske kulturforsker Johan Huizinga fremlagde i sit indflydelsesrige værk fra 1938, Homo ludens, en række antropologiske og kulturhistoriske studier i legen som et grundlæggende livsfænomen, men han samlede ikke disse studier til en systematisk teoretisk redegørelse for selve legens grunddynamik. Ansatserne til en sådan teori er imidlertid til stede i hans værk, hvilket er udgangspunktet for denne artikel, der argumenterer for, at vi behøver en dyberegående, fænomenologisk analyse af den grunddynamik, som bærer legen, for at give en præcis karakteristisk af, hvad det vil sige at lege. Under inddragelse af Hans-Georg Gadamers kondenserede fortolkning af legen som fænomen fremhæver artiklen aspekter ved at lege, såsom at teste, prøve og tage chancer, der har været temmeligt underbelyste i forskningen af leg.