Formålet med den foreliggende artikel er at undersøge de måder, hvorpå forfatteren Peter Seeberg inddrog historisk stof i sine fortællinger for at lade det undergå en forvandling, der fører til et spil med dets mange mulige betydninger og til, at teksten ofte underløber sig selv som et troværdigt historisk vidnesbyrd. Seeberg kaldte denne tekstgenre i sit forfatterskab for ”fiktiv dokumentarisme”, hvilket er en betegnelse, der rummer en spændingsfyldt syntese af litterær fiktion og dokumentarisk historieskrivning. I hans tekster ender ”syntesen” oftest med at skille ad, hvorefter den fiktive fortælling tager over, og muligvis nogle gange tager overhånd, hvilket imidlertid flere steder i hans forfatterskab blotlægger en dybere eksistentiel problematik. Selvom Seeberg havde et grundigt kendskab til de historiske forhold, som han inddrog i sin litteratur, er det artiklens tese, at det historiske ikke i sig selv havde den store betydning i hans litterære tekster, hvilket snarere tilkommer det, der viser sig, når den fortalte historie går op i limningen og konfronterer mennesket med tiden på en kosmisk skala og med dets egen oplevede tid som endeligt væsen.