I artiklen præsenterer jeg en nyudlægning af en af de mest berømte definitioner af mennesket i den vestlige idetradition: "Mennesket er det levevæsen, der har fornuft (logos)". Citatet kan føres tilbage til Aristoteles, som i vid udstrækning baserer sin forståelse af sjælen på fornuftens herredømme over det mere uregerlige, stræbende begær, og det er også denne forståelse, som den omfattende kommentarlitteratur til hans værk stort set altid har taget som sit faste udgangspunkt. Denne "første" tilgang til sjælen rummer imidlertid en række problemer, som vil blive fremstillet med henblik på at genudlægge en anden tilgang til sjælen inden for rammerne af Aristoteles' værk, hvor sjælen snarere en at være hierarkisk opbygget former et felt af sideordnede og vekselvirkende kræfter. Under inddragelse af Aristoteles' begreb om venskab, philia, skal det afslutningsvis vise sig, at denne anden tilgang til sjælen i højere grad end den første tilgang stemmer overens med hans egen opfattelse af mennesket som et fornuftigt, fællesskabsstiftende væsen.