Med afsæt i en parallel-læsning af K.E. Løgstrups Den etiske fordring og Emmanuel Levinas' Totalitet og uendelighed sigter artiklen mod at vise, at det er henholdsvis gennem tillid og kærlighed, gæstfrihed og venskab, at de to tænkere anser det for menneskeligt muligt at virkeliggøre uopfyldelige og umulige etiske fordringer. Begge udfolder i vid udstrækning deres tænkning ad veje, der er kongruente og lader sig sammenligne, men selv der, hvor de kommer tættest på hinanden begrebsligt, består der en række forskelle mellem deres fænomenologiske analyser, som det er væsentligt at holde sig for øje med henblik på at vurdere, hvad de hver især kan bidrage med i forhold til hinandens etiske tænkning.