Dit liv er i ubalance. Det er mit også, hvilket ikke er ment som nogen trøst. Ubalance er en del af livet på jorden, som imidlertid har udvist en unik evne til at finde en vis balance selv under ekstreme forhold på dens overflade: Opvarmning og nedfrysning, radioaktiv stråling og pladetektoniske bevægelser, meteornedfald og tsunamier har været og vil fortsat fremover udgøre naturlige komponenter i dens tilblivelses- og livshistorie.
Vi er en del af jordens balance. Den er ikke blevet oprettet en gang for alle, men den opbygges og genetableres hver dag igennem milliarder af mere eller mindre sammenhængende justeringer. Den menneskelige krop er et eksempel midt i en myriade: Den er hele tiden udsat for “angreb” af forskellig art – vira og bakterier, vind og vejr, fysiske skader og emotionelle udsving – som den igennem fortløbende justeringsprocesser, specielt under inddragelse af immunforsvarets komplekse afkodnings- og responssystem, søger og som oftest finder løsninger på.
Nogle gange skal kroppen have hjælp til at genvinde balancen ligesom andre fænomener på denne jord, hvor intet er fuldstændig selvtilstrækkeligt. Det er dog stadigvæk med udgangspunkt i dens egne ressourcer, at kroppen genvinder balancen. Kroppen rummer uanede ressourcer ligesom jordoverfladen gør det, ligesom havbunden gør det, ligesom en urskov gør det. Jo mere vi kender til disse ressourcer og ved, hvordan vi kan øse af dem uden at opbruge dem, jo flere chancer har vi for igennem livet at kunne etablere og udbygge en fintmærkende balance midt i en tilværelse præget af ubalance.
Det handler ikke om at være i balance, som var der tale om en varig tilstand. Det er der næppe noget levevæsen, der er. I stedet kunne det gode menneskeliv bestå i at søge balancen i en fortsat bevægelse, der involverer ens omgivelser som med- og modspillere. Balancegangen består i en fortløbende serie af finjusteringer, der skal til for ikke at falde om eller bukke under. Foretages der ingen justeringer, går den dynamiske balance fløjten og ubalancer begynder at melde sig. Som tiden går, når de dybere ned og kan installere sig på flere planer, hvilket gør det vanskeligt at slippe af med dem igen.
I virkeligheden er ubalancen til stede fra begyndelsen af vores endelige jordeliv. Vi kommer hjælpeløse til verden uden at vide, hvor vi kommer fra, fødselens under, og uden at vide, hvor vi ender med at gå hen, dødens mysterium. Mellem disse to stationer er vores tilværelse strakt ud i tiden, og spørgsmålet er, hvad vi hver især gør med den tid, som vi er blevet givet. Nogle vælger at gøre en dyd ud af ubalance, hvilket er let gjort, da det jo er vilkåret på jorden og nok skal vare ved. Der skal et stykke veltilrettelagt arbejde til for at oprette en midlertidig form for balance, som ikke varer ved for altid, hvilket alt andet lige gør det vanskeligere at give sig i kast med den, tro på den og opretholde den. Ubalancen er for længst kommet for at blive. Det er balancen ikke. Den skal søges ad veje, som ikke ender nogle bestemte steder, men som ender med at føre én tilbage til tidligere tilbagelagte veje og til én selv i en stadig søgen efter balance.
Skriv et svar