Antikken og de to første strømninger
Ordet “Humanisme” blev første gang anvendt systematisk omkring 1800 af de indflydelsesrige, tyske oplysnings- og dannelsesfilosoffer Niethammer, Herder og Humboldt i deres bestræbelser på at reformere det daværende opdragelses- og uddannelsessystem. Ordet kan spores tilbage til den latinske term, humanitas, som romerne oprindeligt brugte til at betegne en menneskelig form for barmhjertighed, for senere at bringe termen i forbindelse med oldgræsk paideia, som dækkede over pædagogik, opdragelseskunst og dannelse af mennesket. I Renæssancen blev den romerske “humanitas” genoptaget af de italienske umanisti, der mente, at det var i mødet med særligt den romerske oldtid, at mennesket kunne lære sin egen menneskelighed at kende og udfolde sit fulde potentiale. De tyske nyhumanister havde med deres reformprogram lidt den samme ide som deres italienske åndsfæller, men de tilføjede, at endnu vigtigere end at studere romerne var det at dykke ned i den græske antiks forbilledlige værker for derigennem at dannes og blive i stand til at udfylde den åndelige position, som var mennesket forbeholdt i verdensordenen.
Til trods for de åbenlyse forskelle, der måtte bestå mellem Renæssancehumanismen og Nyhumanismen, tildeler begge retninger mennesket en privilegeret plads på jorden i kraft af at være et åndeligt væsen, som har en gudgiven mulighed for at nå til en dybere og mere fuldkommen indsigt i sig selv gennem tilegnelsen af den græsk-romerske traditions ide- og værdigrundlag. De udgør så at sige de to første niveauer i en tretrinsraket, hvis tredje fase i det 20. århundrede imidlertid truer med at afmontere hele foretagendet og bringe humanismen til fald.
Renæssancehumanismen og Nyhumanismen var allerede stødt på hård modstand i deres samtid fra forskellige kanter: Den kristne teologi, naturvidenskabernes landvindinger og historievidenskabens kildekritiske metode satte hurtigt spørgsmålstegn ved humanisternes forsøg på at slå bro hen over århundrederne og forene antikkens verden med nytidens. Til trods for denne kritik fra flere kanter satte nyhumanisternes reformprogram på gymnasie- og universitetsniveau en ny dagsorden for undervisning og forskning, uddannelse og dannelse. I Nordeuropa har Humboldts tanker om “de humane åndsvidenskaber” spillet en afgørende rolle for udformningen af de gymnasiale og universitære uddannelser, der meget vel kunne have set helt anderledes ud uden nyhumanistisk tankegods, som gymnasier og universiteter i dag er godt i gang med at sælge ud af.
Det historiske brud og optakten til den tredje strømning
Selve humanismen som ide løb imidlertid ind i en dyb krise i den første halvdel af det 20. århundrede, hvor to verdenskrige lagde store dele af Europa og dets befolkninger øde. I det omfang de to første strømninger i humanismens historie over tre hundrede år havde opbygget og konsolideret et idealbillede af mennesket som åndeligt væsen, skulle det ikke tage de to verdenskrige mere end tredive år for næsten fuldstændig at smadre dette billede. Hundrede år efter fremstår første verdenskrig fortsat som “Urkatastrofen” og anden verdenskrig som det totale sammenbrud for en europæisk civilisation, der til trods for kritik på de indre linjer havde haft en næste urokkelig fremskridtstro på menneskets vegne. I kølvandet på de to verdenskrige konfronteres humanister med en ubegribelig og samtidig omsiggribende inhumanitet, som sætter spørgsmålstegn ved selve humanismens essens og grundide, mennesket selv.
En række af det 19. århundredes dybsindige tænkere, Schopenhauer, Kierkegaard, Nietzsche og Freud, havde klart og utvetydigt understreget, at mennesket rummer instinkter og drifter, som det ikke selv uden videre kan styre, hvilket i bagklogskabens lys synes at fungere som et slags forvarsel om, hvad der var i vente i det 20. århundrede. Er mennesket i bund og grund ikke andet end et spændingsfelt af vilde, ustyrlige viljeskræfter, som også fornuften før eller siden bliver et offer for? Det var blandt andet dette spørgsmål fra det 19. århundredes undergrund, som de to verdenskrige havde bragt til live igen, og som lå og gærede under tre eksistensfilosoffers forsøg på at gentænke humanismen og dens historie midtvejs i det 20. århundrede. Deres navne var: Martin Heidegger, Jean-Paul Sartre og Karl Jaspers.
De udgav alle tre i årene efter anden verdenskrig hver deres lille bog om humanismen eller, som Sartre valgte at kalde dette problemkompleks, “en humanisme”. Deres tre små pamfletter kan siges at udgøre et tredje forsøg i humanismens historie på at lade det menneskelige med en betydningHeidegger
Human – humanisme uden -isme