En spærre skærer sig ned igennem Søren Kierkegaards forfatterskab og deler de fleste af hans værker i to vanskeligt forenelige dele. Det har Kierkegaard en pointe med, og han lader gerne sine pseudonymer opføre et større drama i landskabet omkring denne spærre, som i nogle værker er udformet som et gitter, i andre som en dør og i en tredje afdeling som ren og skær tekst. Spærren eller barrieren kan antage forskellige former, men dens natur er og forbliver en og den samme: uomgængelig, uimodståelig og (næsten) uoverstigelig.
Et gitter og en dør giver indtryk af at kunne lade noget passere igennem; men hvad nu – ville Kierkegaard spørge under pseudonym – hvis det, der skal passere igennem, ikke kommer igennem, og i stedet sidder fast eller falder tilbage, hvor det kom fra. Selv kommer det ikke igennem, men det kan sende noget andet igennem, der udgår fra det selv, uden helt at være det selv. Det, der passerer igennem eller forbi, er blot et afledt fænomen, som kan tyde på eller give indtryk af selv at være noget, men det viser sig i virkeligheden ikke som det er. Det afleder alene opmærksomheden og er en slags “varm luft”, som nogle i dag vil sige om det, der er substansløst.
Er du mystificeret, så fortvivl ikke, selvom Kierkegaard og hans pseudonymer vil have dig til det. Det er en ejendommelig spærre, som den danske filosof kreerer i sit forfatterskab, og den har nogle helt bestemte opkomstbetingelser. Bliver de først kortlagt, er det muligt, at mystikken forsvinder. Hvis vi holder os til Kierkegaards vel nok mest læste værk, Enten-Eller, som samtidig er eksemplarisk for den omtalte problemstilling, så dukker spærren op igen og igen. På de første sider af bogen omtaler et af Kierkegaards mange forfatterpseudonymer et gitter, som bestandigt skaber et modsigelsesforhold mellem det, som man ser, og det, som man hører. I værket kommer dette modsigelsesforhold til udtryk i misforholdet mellem sprog og musik og manifesterer sig igen i det inkommensurable forhold mellem “det Indvortes” og “det Udvortes”. Læs eller lyt engang til følgende passage fra de indledende Diapsalmata:
Hvad er en Digter? Et ulykkeligt Menneske, der gjemmer dybe Qvaler i sit Hjerte, men hvis Læber ere dannede saaledes, at idet Sukket og Skriget strømme ud over dem, lyde de som en skjøn musik.
Et andet sted er det musikken, der beskrives som “Lykkens Rige”, som sproget ikke kan hamle op med. Det læsbare og det tonale er hos Kierkegaard adskilt af en barriere, der gør, at når den skrivende og skriftende æstetiker ønsker at forstå sig på musikken og se den for sig, bliver han kastet tilbage på sig selv og sin egen skrift. For Kierkegaard og hans pseudonymer står det omtalte gitter, der spærrer for at nå over på den anden side, for skriften selv. De ønsker at rykke ud med sproget og tilstå deres inderste hemmeligheder i en utvetydig bekendelse, skriften, men den selvsamme skrift skaber et misforhold mellem det, der siges, og det, der står på siden; mellem udsigelse og tekst; mellem det, der tilstås, og det, der skal ses og læses, for at kunne forstås.
Graver vi dybere ned, ned igennem teksten og ned under den, for så vidt det lader sig gøre, viser den dobbeltstruktur sig, som ligger til grund for Kierkegaards iscenesættelse af sin modsigelsesfigur. Det citerede stykke fra Diapsalmata peger med al tydelighed på denne struktur: Det er menneskets kropslige dobbeltkonstitution som værende og havende en krop, der er ophav til, at mennesket kan komme i den slags uoverensstemmelser med sig selv, som det sker gentagne gange for Æstetikeren i Enten-Eller. Kroppen er selve den barriere, der gør, at det indre og det ydre ikke uden videre stemmer overens med hinanden i den menneskelige tilværelse, hvilket en af den moderne filosofiske antropologis repræsentanter, Helmuth Plessner (1892-1985), har formuleret således: Mennesket er i sit væsen på en gang nedsunket i sin krop ligesom i et hylster, det ikke kan trække sig selv op af, samtidig med at det befinder sig på en vis afstand af sin egen krop. Denne dobbelthed giver mulighed for at skabe et utal af spejlingseffekter med ganske imponerende fremad- og tilbagebevægelser, hvilket er en kunst, som Kierkegaards pseudonymer er verdensmestre i.
Allerede Platons Sokrates beskriver i Phaidon kroppen som et gitter, hvilket Kierkegaard næppe var uvidende om, og Helmuth Plessner siger et sted om det menneskelige sprog, at det er “et gitter, igennem hvis stave vi ligesom fangne ser ud på et illusionært udenfor”. Menneskets forhold til sin egen krop er så tæt knyttet til sprog, at det kan være vanskeligt præcist at vide om spærren i Kierkegaards forfatterskab henviser til det ene eller det andet. Det er takket være en omfattende sprogbeherskelse, at mennesket kan gøre sin egen krop til genstand for betragtning på linje med andre genstande; men det dobbelttydige og unikke ved kroppen, er, at mennesket forbliver nedsunket i den samtidig med at det gør den til genstand. Det er givetvis en tvetydighed i menneskets konstitution, der begyndte at blive mere udtalt i det øjeblik, hvor mennesket samtidig med at være krop også blev bevidst om at have en krop, som det kunne håndtere, kontrollere og disciplinere. Plessner hævder, at dette øjeblik skriver sig tilbage til, da mennesket begyndte at frigøre sine arme og hænder fra den omgivende verden og lærte at gå oprejst. Fremstillingen af denne oprindelseshistorie er imidlertid ikke afgørende i denne sammenhæng, hvor krop og sprog er blevet identificeret som konkrete manifestationer af det tvetydige, dobbeltbundne forhold, som mennesket står i til sig selv.
Kierkegaard udnytter det og hævder, at det kan mennesket ikke sætte sig ud over, hvor gerne det end vil, og specielt æstetikerne vil gerne. De er tiltrukket af både sprog og krop, men vil samtidig også gerne ud over begge dele. De bruger begge dele på livet løs i deres skriften, og som læser (eller lytter!) af deres skriverier bliver man i høj grad opmærksom på kroppen og sproget som medier for deres selvudgydelser. Og her er vi fremme ved det altafgørende i Kierkegaards værk: Det menneskelige selv kan ikke komme fuldstændig til udtryk igennem sproget og kroppen; ja, ikke en gang i et slags mindste mål. Når det kommer til selvet, gør Kierkegaard det ikke i små mål.
Kierkegaards eksistenstænkning strander således i en vis forstand på kroppen og sproget. Det forhindrer ikke Kierkegaard i at forsøge, eller rettere lader han sine forfatterpseudonymer forsøge at rykke ud med sproget og få afløb for alt det, som de rummer i deres indre, velvidende at det ikke kan lade sig gøre. Der er altså tale om et umuligt foretagende, lidt ligesom at blive ved med at støde panden imod en uoverstigelig mur, eller endnu bedre, som at støde ind i et gitter, som man har foran sig og også selv er gjort af, hvilket imidlertid ikke stopper en fra i en tilbagevendende bevægelse at prøve at sætte sig ud over det, hvilket ikke lykkes … på den igen og man stødes tilbage igen, indtil fortvivlelsen før eller siden melder sig.
For dem af os, der ønsker at anvise en anden vej for vores eksistens og tænkning end den kierkegaardske, gælder det om at få øje på de “umulige” betingelser, hvorpå Kierkegaard iscenesætter hele sit drama. Det sker på en bestemt brudfyldt opfattelse af krop og sprog, som imidlertid ikke behøver at holde mennesket fanget i det tvetydige og modsigelsesfyldte spil mellem tiltrækning og frastødelse, som Kierkegaards forfatterpseudonymer med hang til det æstetiske bliver ofre for. Hvad ville der ske, hvis et menneske lod dét at skrive og skrifte ligge og helligede sig beherskelsen af sin krop så at sige indefra? At skrive forstået som dét at skrifte kunne passende afløses af en tale, der ikke primært eller alene er interesseret i sig selv, men som forvandler sig til samtale i det øjeblik, hvor den talende er levende interesseret i andre, eller igennem tavsheden, som Kierkegaard ofte skriver om (!); men ingen af delene – hverken samtalen ansigt til ansigt eller tavsheden – kan han skrive sig helt frem til.
En anden vej ud af det kierkegaardske “indelukke”, hvor subjektet sidder indespærret bag et gitter, der kun kan hæves ved guddommelig bistand, ville bestå i at udføre et bestemt “arbejde” med kroppen. Den pietistiske pæl sidder givetvis for dybt i kødet på Kierkegaard til, at han ville kunne se en vej åbne sig i den retning. I Platons dialogværker, som Kierkegaard skattede højt, bliver læseren ellers præsenteret for de tre netop skitserede veje ud af “hulen”, som han imidlertid kun dårligt kan få øje på, givetvis på grund af sit pietistisk-eksistentielle menneskesyn:
(1) Kroppen kan undergå en forvandling og gå fra at være et gitter og en grav til, at mennesket bliver sig den bevidst som en del af dets sande ophav, hvilket Platon i forlængelse af den græske visdomstradition med Pythagoras som frontfigur udmærket var klar over. Den rette behandling af kroppen i form af blandt andet sublimeringsstrategier har vi moderne det lidt svært med og det er også en svær vej at gå, men det er ikke nogen begrundelse for at se bort fra den.
(2) Platon lader i sine dialoger Sokrates fremsætte en skriftkritik, som Kierkegaard ikke har sans for, sandsynligvis fordi den ikke passer ind i hans skriftbesættelse. Dette blinde punkt hos Kierkegaard betyder ikke nødvendigvis, at Platon så har ret, men det betyder, at der er andre veje at gå og ikke mindst sammen med andre mennesker i dialog og venskab, som Kierkegaard ikke giver meget for.
(3) Dette sidste punkt hænger sammen med den omtalte skriftkritik: Sokrates inkarnerer, ifølge Platon, den dialektiker, der har et kendskab til, hvornår det gunstige øjeblik er inde til at tale sammen med andre og til at tie. Tavsheden er væsentlig, da den giver plads til noget andet end det enkelte subjekt selv, hvilket Kierkegaard lige så vel som Platon vidste og skriver om. Forskellen er imidlertid, at Platon ved det, men undlader at skrive om det, da der dybest set ikke kan skrives et ord om det uden at forskrive sig.
Dermed er det sidste ord i den sag ikke sagt. Højest nogle indledende ord om et forfatterskab, der fortsat betyder en sand berigelse for det danske sprog og for dét at tænke og eksistere, som kan få tilføjet en ekstra dimension i dét at sameksistere og tænke med hinanden.
Skriv et svar