Den tyske tænker Martin Heidegger offentliggjorde midtvejs i det 20. århundrede sine tanker om at bygge og at bo, der skulle få en kæmpe indflydelse på moderne og postmoderne arkitektur. Heidegger mente at kunne føre grundbetydningen af dét at bygge og bo tilbage til dét at være til som dødelig på jorden under himlen. I arkitekturens sprog giver denne tankegang mulighed for at operere og eksperimentere med abstrakte værensformer, der fremhæver steder og ting, men som tager yderst lidt hensyn til beboerne. I de moderne og postmoderne arkitekturtraditioner, som i større eller mindre grad trækker på Heidegger, lægges der forholdsvis stor vægt på dét at være og at befinde sig bestemte steder, men mindre vægt på det, som Jørn Utzon kaldte for "menneskeligt velbefindende", hvilket artiklen søger at indkredse med henblik på at gentænke dét at bo og at bygge ikke ud fra væren, men ud fra velvære.