Platons fremstilling af sokratisk dialogkunst er fortsat et mønstereksempel på den filosofiske tænknings aporetiske natur, dét at filosofien rejser spørgsmål uden nødvendigvis at ligge inde med eller nå frem til endegyldige svar. Den oldgræske tænkers dialoger minder os om, at de spørgsmål, som filosoffer stiller, sjældent er nyttige i nogen ligefrem forstand. De efterlader ofte læsere og tilhørere mindre vidende tilbage, hvilket imidlertid giver den enkelte plads til selv at tænke videre. Snarere end udtryk for socialt ansvar lader filosoffers spørgsmål sig oftere udlægge som kritiske, ligefrem spydige og tendentielt set samfundsomstyrtende antydninger og bemærkninger til deres samtid om, at mennesker, som vi er flest, lever bortvendt fra det, som det egentlig kommer an på i livet, og vi mangler som regel blik for vores egne erkendelsesmæssige grænser og for det, der måtte findes hinsides disse grænser.