Det klassiske spørgsmål om livets mening findes formuleret i mere end en udgave. Den mest ligefremme udformning af spørgsmålet lyder: hvad er meningen med livet? En anden mere skeptisk version sætter spørgsmålstegn ved, om livet overhovedet har nogen mening. Hvor det første spørgsmål forudsætter, at der er en mening med livet, vel at mærke én, meningen, udfordrer den anden formulering denne forudsætning og tager ikke noget for givet. Svares der nej på den skeptiske formulering af spørgsmålet, er det ikke ensbetydende med at tømme livet for enhver form for meningsfuldhed. Én kan meget vel mene nej, livet har ikke nogen overordnet eller forudbestemt mening, men det er muligt at fylde det med mening på mangfoldige måder, hvorefter det giver mening. Artiklen sigter mod at konfrontere os mennesker med en radikal form for meningsløshed for at undersøge, om der selv midt i det, der forekommer at være allermest meningsløst, fortsat gives menneskelig mening. Retningsangivende for denne filosofiske «overlevelsesøvelse» er to jødiske tænkere, Viktor Frankl og Hannah Arendt, der kun sjældent er blevet inddraget i den akademiske debat om meningen med livet, men som skal vise sig at være yderst relevante, da de begge fik den mest radikale meningsløshed i form af den nazistiske jødeforfølgelse at mærke på egen krop og som respons stillede meningsspørgsmålet påny. Artiklen vil anskue denne radikale meningsløshed, der ender ud i det nazistiske regimes koncentrations- og udryddelseslejre, som en væsentlig anstødsten for begges tænkning, hvis originale bidrag til eftersøgningen af en mening med livet skal findes i deres forskellige udlægning af mennesket og det begreb, som Aristoteles gav som væsensbestemmelse af mennesket: logos.