Platons dialogværk med Sokrates i centrum markerer begyndelsen på vestlig filosofi. Sokrates formulerer her de fleste af de spørgsmål, som siden bliver uomgængelige for stort set alle filosofiske tænkere: Det sande, det skønne, det gode, retfærdighed og kærlighed er nogle af de emner, som tages op til diskussion, og det går ikke altid stille af sig. Sokrates ironiserer ofte over sine samtalepartneres ”enorme” viden, som han med sine spidsfindige spørgsmål piller fra hinanden, hvilket mange i hans samtid tog ham ilde op. Et lille flertal i befolkningen endte med at dømme ham til døden. Platon har indflettet denne hændelse i sin berømte hulelignelse, der kan læses som en allegori over demokratiets tendens til at lade sig forføre af demagoger og ville den til livs, som ønsker at oplyse det om verdens sande indretning. Denne filosofiske folkeoplyser er for Platon Sokrates. Havde Platon kendt til Donald Trump og hans politiske karriere, ville han have beskrevet ham som en hulens demagog: En politisk leder, som lige modsat Sokrates gør alt for, at folk forbliver i en huleagtig beboelse, hvor de kun ser svigefulde gøglebilleder af virkeligheden og lytter til højtråbende stemmer, der tilbagekastes fra hulens bagvæg, hvilket er det eneste, de har adgang til. Folk, som de er flest, ved ikke, at det er sådan tingene forholder sig, for de har aldrig været udenfor hulen, hvorfor de heller ikke rejser spørgsmål vedrørende den større samfundsmæssige eller kosmologiske sammenhæng.