Venskab er et tema, som ofte er blevet sat i forbindelse med Platons dialogværk. Ser man imidlertid nærmere efter i hans dialoger, er det ikke umiddelbart indlysende, at venskab skulle spille en afgørende rolle for udformningen og indholdet af dem. Venskab omtales få gange, og forholdet mellem Sokrates og hans dialogpartnere kan ikke entydigt siges at udfolde sig som et venskab, omend Sokrates i flere platoniske dialoger omtaler eller tiltaler sin dialogpartner som en ven. Det er imidlertid særligt i kortere og længere digressioner, at Sokrates kommer ind på den filosofiske og etiske betydning, som venner og venskab har, hvilket den foreliggende artikel vil undersøge nærmere med afsæt i udvalgte Platon-dialoger og særligt stille skarpt på venskabet som ideal  og erkendelsesvej til den sfære, som Platon anså for at være den filosofisk set ærværdigste: ideernes.