Det er blevet populært at hævde, især iblandt lærde folk, at der ikke findes nogen kernebetydning af store ord og begreber, som for eksempel frihed. Denne påstand kan umiddelbart lyde rigtig, eftersom der findes et hav af ord, der indeholder termerne “fri” eller “frihed”, og som tydeligvis ikke kan føres tilbage til én og samme grundbetydning: friskole, fribytter, frivillig, frihedskæmper, ytringsfrihed, befrielse, “gud fri mig vel” …

Men ligger der dog ikke til grund for enhver forståelse af frihed en forestilling om ikke at være bundet eller underlagt tvang? Det er imidlertid kun en negativ afgrænsning, som ikke siger noget om, hvad der ligger i frihed som sådan. Ved vi overhovedet, hvad frihed er, og lader det sig gøre – såfremt der findes en grundlæggende form for frihed – at udtale sig om den, uden at have erfaret den?

For den, der netop er kommet ud af fængslet, betyder frihed én ting, mens den for andre, der aldrig har oplevet at blive “berøvet deres frihed”, betyder noget andet. Måske oplever den frisatte ikke sig selv som værende fri, fordi han kommer ud til noget, der igen lægger bånd på hans tilværelse. Den indsatte kan føle sig mere fri inden for fængslets mure end udenfor lige såvel som den, der lever udenfor fængslets mure, kan føle sig som en indsat. Kan følelser mon lodde ens grad af frihed, eller skal der andet og mere til?

En følelse af frihed kan i lige så høj grad som en rationel diskurs om frihed let snyde og få én til tro, at nu mærker eller ved man, hvad frihed er, indtil man bliver “klogere” og opdager, at det, som man troede var frihed, i virkeligheden var en illusion. Lægesønnen, der går i sin faders fodspor, tænker måske, at det er lykken at være læge, og han føler sig fri, når han udøver sin gerning, indtil det en dag går op for ham, at han i virkeligheden ikke har sit hjerte og sig selv med i lægegerningen, men han har kun valgt at blive læge, fordi hans fader var læge. Eller datteren af den store politiker, som hele sit liv har gjort oprør imod hendes måde at gøre tingene på og føler sig frigjort i sin opstand, indtil hun en dag gør den opdagelse, at hele hendes liv har været én lang reaktion, men på intet tidspunkt en fri aktion, som udgår fra hende selv. Der er ikke nødvendigvis noget galt i at gå i sine forældres fodspor eller for den sags skyld at gå langt uden om dem, men hvis et menneske vælger og (re)agerer ud fra det, som andre gør eller har gjort, kan han eller hun så stadigvæk siges at være fri?

Men – vil nogen måske sige – hvis du stiller det op på den måde, så er der ingen, der er fri; men er der dog alligevel ikke en chance for, at vi mennesker kan blive stadig mere frie, hvis vi skridt for skridt gør os fri af det, der binder os. I modsætning til den kække, revolutionære påstand, at vi fødes frie og lige, ville et mere nøgternt udgangspunkt bestå i at sige, at vi ikke er frie fra begyndelsen af vores tilværelse, men det kan vi muligvis blive, og et første skridt på vejen må bestå i blive klar over det, der binder os. Og det er ikke nogen lille opgave, men kan være så omfattende, at selv den lærde mand, der skriver bøger om frihed, ikke får øje på friheden, da den omfatter ham selv og hans eget liv.

At lade sig nøje med den forestilling om frihed, som den dominerende, politiske diskurs de seneste 250 år har gjort gældende, nemlig ikke at være undertvunget nogen andens vilkårlige vilje og heller ikke selv at undertvinge andre, er for mig at se at blive stående ved for lidt. Det, der mangler i denne frihedsforståelse, er den måde, hvorpå mennesket er stillet i forhold til sig selv. Det er muligt, at det ikke er bundet af andre, men binder det sig selv? Kunne det midt i en tilsyneladende fri selvudfoldelse stadigvæk ligge under for sine egne svage punkter eller være begrænset af sine egne fordomme og vrangforestillinger? Der er ikke nogen grund til at blive moralsk på egne eller andres vegne. Vi ligger alle i større eller mindre grad under for nogle begrænsninger, som vi selv har været med til at stille op, men i og med de er opstillede, er det også muligt at fjerne dem igen – i det mindste for dem, der ønsker at tage et skridt i den retning.

Sportsudøveren, der hele sin karriere havde løbet og spillet med fuldstændig rank ryg og anspændt holdning, fandt pludselig ud af, at hvis hun slappede mere af og i højere grad brugte sine benkræfter, kunne hun løbe stærkere og spille endnu bedre. Hun havde aldrig følt sig begrænset og spillede udmærket, men efter at være begyndt at slappe mere af og bruge sine kræfter på en anden måde, blev hun mere fri i sin kropsudfoldelse og hendes spil nåede nye højder. Da hun endvidere opdagede, hvad den rette psykologiske indstilling kan betyde for ens muligheder og dueligheder som menneske, åbnede der sig pludselig en vej foran hende, hvor den eneste virkelige begrænsning bestod i hendes egen manglende bevidsthed om og erkendelse af sig selv.

Det nye mål for menneskelig frihed består hverken i at kunne gøre, hvad man har lyst til, eller at være “fuglefri” i forhold til andre, men derimod i graden af opnået selverkendelse og det med dertilhørende bevidste arbejde med ens egne svage punkter og skyggesider. I dette “arbejde” spiller andre mennesker, særligt venner, men også fjender, en fundamental rolle, da der er så mange bindinger i os selv, vi ikke kender til eller kan få øje på, men de kan vise sig i mødet med andre mennesker. Hvor går grænserne for den menneskelige frihed? Det spørgsmål lader sig næppe besvare uden selv at lære disse grænser at kende. Svaret findes i praksis snarere end i teorien, som er så magelig og behagelig. Udforsk og udlev friheden uden at sætte den over styr – deri består den egentlige frihed.