Godhed er kendetegnet ved ikke at vise sig frem. I det øjeblik, hvor nogle ønsker at vise, hvor gode de er, forsvinder godheden ud i den blå luft. Den bemærkelsesværdige logik, som godheden følger, kan eksemplificeres ved den gode, som giver og gør godt imod andre uden at bede om eller ønske noget igen. Jesus Kristus udtrykker det på den måde, at når du giver af barmhjertighed, lad da ikke din venstre hånd vide, hvad den højre gør.

Godhed er helhjertet, eller også er den overhovedet ikke til. Der er ikke plads til den mindste tvivl eller refleksion i hjertet hos den, der gør det gode. Godhed strømmer over af godhed og ligner kærlighed ved at give til andre samt tilgive andre uden at ønske noget igen, uden bagtanker eller mistænksomhed, uden tomme hensigtserklæringer eller løfter, uden anden motivation end at handle af ren og skær godhed.

Godhed er kilden, som ikke selv viser sig; kun i en udstrømning af et rent hjertes overskud er det muligt at få øje på en vis godhed i denne tilværelse. Det er dog langt fra let, eftersom det gode lever en tilbagetrukket tilværelse. Et flygtigt blik ned over menneskehedens historie, som i det store og hele er én lang historie om umenneskelighed, vil vise, at det, snarere end det gode, er det onde, der fremstår markant og markerer en grundtendens i menneskelivet.

Der er ikke noget at sige til, at mennesker til alle tider har set langt efter guddommelige frelsesskikkelser, der redder dem fra det onde. Platon sammenlignede det gode med solen, som mennesket i egenskab af at være en huleboer ikke kan se op imod og udholde synet af; men slipper det fri af sine lænker og frelses fra sin huletilværelse, kan det igennem lang tilvænning nærme sig det gode. Forudsat – vel at mærke – at det aflægger sig noget af sin menneskelige natur (!)

Det lyder som lidt af et paradoks: Helt godt bliver mennesket næppe nogensinde, medmindre det aflægger sig noget af sin menneskelighed. Paradoks vil sige det, der ligger ved siden af og går ud over den gængse mening. Godhed udfordrer den sunde fornuft og grænserne for common sense, hvilket let kan blive opfattet  som usundt, fremmedartet og farligt af selvsamme fornuft. Måske er det sjældent fornuftigt at være god, og måske er det sjældent fornuften, der står bag godhed.

Ren og skær godhed synes slet ikke at være af denne verden, og dog er vi mange, som holder udkig efter den: den rene, usødet vare, der tager imod, hvor andre lukker døren, der viser vej, hvor andre går deres vej, og som i livets komplekse ligning medtænker mennesket; dette menneske, medmennesket, som måske har handlet forkert, uden at den forkerte handling dog er udtryk for alt, hvad dette mennesker er.

Hvor langt kan den gode gå i at forstå det onde uden at sætte sin godhed over styr? Det må være muligt at forstå den, der har gjort det onde, uden at udvise forståelse for det, som vedkommende har gjort; men godhed gemmer sig ikke i forståelsen af dette eller hint, men i at gøre dette, det gode, og undlade at gøre hint, det onde. Godhed vil sige at have hjertet på rette sted: af godhjertethed og barmhjertighed vil den gode det gode for andre end sig selv og viser det umiddelbart i sine gerninger.