Det er efterhånden vanskeligt at benægte, at det bliver varmere at leve på jorden i det 21. århundrede. Ikke kun førende videnskabsmænd siger det, men de fleste jordboere kan selv mærke det. Mildere vintre, tidligere forår, glohede somre og kortere efterår præget af fugtigt, regnfuldt vejr. Er der endnu tid til at sunde sig og finde en vis ligevægt midt i de faretruende klimatiske tegn på en global uligevægt?
De stigende temperaturgrader er kun et symptom blandt flere på, at den udvikling, som vi mennesker på verdensplan står bag, er lidet bæredygtig for ikke at sige direkte uholdbar. Der er tale om komplekse udviklingsprocesser, som imidlertid har ét til fælles, for så vidt de bidrager til den globale uligevægt: De udvikler og udvikler uden at sikre sig, at det, hvoraf de udvikler noget, bevares og ikke opbruges.
Den ideologi, der står bag, er blevet givet mange navne, blandt andet kapitalisme, men det er ikke længere tilstrækkeligt at bestemme den med ét navn, da den forpupper sig under andre fænomener for efterhånden at være overalt. Ideologien går grundlæggende ud på, at ro, hvile og fred ikke har nogen værdi i sig selv, men værdi skabes kun igennem fortsat arbejde, vækst, forbrug og krig.
Det er ikke længere dækkende, hvis det nogensinde har været det, at kalde denne ideologi for kapitalisme, som kun er en af dens udtryksmåder. Der findes også anti-kapitalister, der tænker og har tænkt på samme måde. De fleste af dagens imperiebyggere tænker ligesom fortidens erobrere, at kun gennem fortsat ekspansion, kan deres imperium bestå. Deri tager de naturligvis fejl, men det forhindrer ikke dem og mange andre i at tænke på den måde og handle derefter.
Den senmoderne verden er karakteriseret ved en støt stigende acceleration af naturlige og menneskeskabte processer, som tog fart med den omfattende industrialisering i det 18. og 19. århundrede, og som i dag har bredt sig over hele kloden. Den medfølgende teknologi har gjort det muligt at manipulere alt lige fra cellers genetiske kode til atomers kerner med dramatiske følger, der bringer livet på jorden i fare.
Denne udvikling har uden tvivl også haft mange behagelige konsekvenser, der letter og giver mennesker overskud til andet end at arbejde i deres ansigts sved, men spørgsmålet er, om det også virkelig har fået flertallet af os mennesker til at sætte tempoet ned, arbejde mindre, tage fri, hvile ud og nyde livet. Den globale opvarmning synes at indikere, at vi fortsat har alt for travlt med at arbejde, konkurrere og producere for at øge forbruget, udkonkurrere og bekrige hinanden noget mere. Hvis vi fortsætter ad den vej, som var der tale om et væddeløb i den olympiske ånd – hurtigere, højere, stærkere – er det forudsigeligt, at vi ender med, sådan som det allerede sker mange steder i verden, at brænde vores omgivelser og os selv af.