Mennesket er sandsynligvis et af de eneste væsner på jorden, der i stand til at lave og leve med en skarp adskillelse af krop og sind. Tag for eksempel manden, som sidder på sin stol hele dagen uden at bevæge sig. Han er fordybet i noget: en bog, et skrivebordsarbejde eller en opgave på computerskærmen. Genstanden for hans besættelse er i denne sammenhæng mindre vigtig. Det afgørende er, at hans sind er slået fuldstændig til, mens hans krop er tæt på at være slået helt fra. Han er næppe bevidst om, at han har en krop, da hele hans bevidsthed er vendt bort fra ham selv. Og så er der kvinden, som træner og træner uden at kunne holde op. Hun disciplinerer sin krop til det yderste, men hun kan ikke mærke den. Hendes egen krop er som en maskine for hende. Den er til for at optimeres, og hun mærker egentlig ikke kroppen som hendes egen.
Den ene lever kropsløst, den anden er kropsfikseret, men paradoksalt nok ender begge omtrent samme sted: De mærker knap nok deres egen krop. Begge er eksempler på en form for kropsløshed, som et menneske kan komme til at lide under, når det ikke længere er i sin krop og føler sig hjemme der. Eksemplerne kan synes at være ekstreme, men det gør dem ikke mindre reelle, og de fleste vil givetvis kunne genkende sig selv i dét at glemme deres egen krop eller at bruge den som et instrument – om ikke hele tiden, så i perioder.
I stedet for at gå ud til ekstremerne kunne man vende det om og spørge til det “normale”: Hvilket menneske ville overhovedet være i stand til at bevare en fuldkommen kropsbevidsthed 24 timer i døgnet? Er det ikke “normalt” og såre menneskeligt, at krop og sind ikke dækker og ledsager hinanden hundrede procent?
Jo, det forekommer netop at være et grundtræk ved mennesket, at dets konstitution rummer en adskillelse af krop og sind, hvilket blandt andet også giver det plads til at handle mere frit, end hvis dets sind var “bundet” til at følge kroppens mekanismer i et og alt. Hos de fleste andre pattedyr synes sindet med dets mentale og intelligente evner ikke at kunne optræde løsrevet fra kroppens basale behov. Det betyder ikke, at de ikke er intelligente. Tværtimod er de fleste pattedyr intelligente helt ud i deres fintfølende fingerspidser. Når sindet på denne måde ikke er skarpt adskilt fra kroppen og dens sanser, men udtrykker sig intelligent igennem dem, taler vi om instinkter, og dem vil det moderne menneske gerne distancere sig fra og overlade til dyret. Det behøver dog ikke distancere sig fra dem, for intet menneske vil kunne komme til at besidde samme instinktive evne som eksempelvis dyrene af kattefamilien, men det vil kunne forsøge at nærme krop og sind til hinanden på en måde, der ligner dyrenes uden dog selv at blive helt ligesom et dyr.
Vi moderne mennesker er i større eller mindre grad fremmedgjorte for vores egne kroppe, og vi gør gerne en dyd ud af ikke at have fuldstændig kontrol over vores eget korpus. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke tiden er inde til at blive mere fortrolig med vores eget legeme og forsøge at lukke hullet en smule mellem krop og sind; at blive i stand til at hvile i kroppen og lære den bedre at kende indefra: En kroppens kundskab og en kundskab om kroppen.
De østlige visdomstraditioner har igennem årtusinder givet mennesker adgang til en sådan kundskab. I den vestlige tradition findes der kun få reminiscenser af en sådan. Det er en af de væsentlige grunde til, at mange i “vesten” i dag ser mod “øst” for at lære en dybere sammenhæng mellem krop og sind at kende. Ikke at det er nødvendigt at tage ved lære af de østlige visdomstraditioner, for enhver vil kunne begynde nu og her med sin egen krop, der sender signaler uafbrudt om dets eget vel- eller ildebefindende; men da det er forholdsvis vanskeligt at sætte sig ud over kropsfremmedgørelsen på egen hånd og lade sindet være og hvile i kroppen, kan det lette arbejdet samt fordøjelsen og åndedrættet at tage østlig visdom med på råd: den, der for eksempel dyrker yoga eller tai chi – to af de mest kendte orientalske kropspraksisser – vil have opdaget, at dyrefigurer begynder at dukke op i øvelserne, hvorefter der pludselig ikke er så langt mellem menneske og dyr, intelligens og sansning, sind og krop.