Vores krop modtager dagligt gennem sanserne et væld af indtryk, som vi ikke når at opfatte bevidst. Vi glemmer det let, men vores krop bevarer eksempelvis indtryk af temperaturen, luftfugtigheden samt meget mere fra et rum, som vi var i for mange år siden. Sådanne sanseindtryk ligger så at sige indkapslet inde i kroppen, i cellerne, og bliver sjældent sluppet løs. De kan dog dukke op igen, bevidst eller ubevidst, særligt i de øjeblikke, hvor vi bliver udsat for de samme eller lignende sanseindtryk.
Marcel Prousts (1871-1922) beskrivelse i På sporet efter den tabte tid af det øjeblik, hvor han smager en Madeleine-kage og pludselig mindes den samme udsøgte smagsoplevelse fra mange år tidligere i sit liv, er et mønstereksempel på, hvad kroppen gemmer på af sansninger fra fortiden. Prousts digre værk er værd at læse alene for hans dybsindige beskrivelser og refleksioner over denne form for uvilkårlig, kropslig erindring.
Kroppen kan siges at have en egen form for “erindring” og givetvis tillige en egensindig måde at sanse, erfare og forstå ting på, som vores rationelle og sproglige forstand ikke umiddelbart har adgang til. Som voksen ved vi godt, hvad borde og stole henviser til, men noget andet er det øjeblik, hvor vi første gang havde en “oplevelse” af, hvad borde og stole er for nogle ting. Nogle vil måske her skride ind og sige: hør en gang, det giver dårligt mening at tale om “oplevelser” af borde og stole uafhængigt af det sproglige indhold, som vi forbinder med disse ting. Et spædbarn har næppe et begreb om borde og stole, men opfatter højest et ben eller en plade, og måske ikke endda det, hvorfor de ikke i nogen egentlig forstand kan siges at have nogle oplevelser af ting. Præcis, de oplever “tingene”, før de bliver til enhedslige størrelser, hvilket mange kunstnere også gør eller arbejder på at komme til: et før-begrebsligt og dermed også et før-teoretisk trin i oplevelsesfasen, hvor livet ikke er “udstandset” i ting, men viser sig som det, livet også er og måske væsentligt set er, livlige bølger, sfærer og linjer, der strømmer forbi og gennemstrømmer én selv.
Det kan fornuften kun vanskeligt have med at gøre og den (snus)fornuftige vil spørge, hvordan vi kan vide, at der eksisterer en anden og så “aparte virkelighed”. Det ved vi heller ikke, eller i det mindste er det ikke en viden, der er baseret på en objektiv erkendelse, fordi der ikke er nogle objekter at vide noget om. Der er sansningen til forskel og ikke mindst tavsheden. Fornuften fungerer dårligt uden sprog, dens medsammensvorne i at forstå sig på verden, som den altid allerede forstår som noget. Det fortæller de fleste sprogfilosofier i det 20. århundrede os; men hvis vi går bag om sproget, hvilket kræver mere end det 20. århundredes fornuftstænkning kan byde på, så vil vi om muligt få øje på kroppen, sansningen og tavsheden.
De filosoffer – for eksempel Maurice Merleau-Ponty (1908-61) – der går i den retning, og som tydeligvis er inspireret af kunstens bredspektrede kontaktflade med et ubevidst og før-teoretisk oplevelsesplan, får ikke overraskende øje på kroppen, sansningen og tavsheden (og dermed også døden) som forskellige elementer, der på en ubegribelig måde hører sammen på den anden side af fornuftens og sprogets domæne. Giver det mening at tale om forskellige sider eller domæner? Det gør det næppe, men det er sådan vi taler om det, netop fra fornuftens og sprogets side, og den eneste anden måde at nærme sig det ukendte på er at stoppe med at tale og tænke, og i stedet sanse, især ved at lytte uden at se; “ikke kigge”, som vi siger til den, der i gemmelegen skal finde de andre, og som lytter til lyden af deres trin for at spore, hvor de er på vej hen.
Bliv stående der lidt længere tid, tal og tæl ikke mere, lyt ikke mere til verden som om den fandtes uden for dig selv, men prøv at lyt til verden omkring dig som noget, der giver genlyd inden i dig; forsøg at lytte ind i lydene og tonerne uden at gøre dem forståelige … det er som regel her, på dette kritiske sted, at sproget og fornuften begynder at gøre oprør og sandsynligvis af gammel vane forsøger at få dig på sporet igen; på sporet af hvad? Af det fortrolige, af det, du allerede kender. Det andet er det ukendte og ufortrolige. Det, som vi ikke tror på, før vi har set og sanset det; ja, selv når vi ser og sanser det, tror vi ikke altid på det. Det er det utrolige, det uhyre og underbare, som kan vise sig for os på den anden side af sproget. Ja, før eller siden, vil det vise sig for os, i livet eller “på den anden side” af livet.
Kroppen sanser og er i direkte kontakt med denne anden side, som i virkeligheden kun viser sig som en anden side, fordi vi er dobbeltvæsner, der sanser og tænker. I os løber sansning og tænkning over i hinanden og lader sig kun vanskeligt holde ude fra hinanden. Nogle vil hævde, at det ikke lader sig gøre at holde dem ude fra hinanden, men det må være, fordi de ikke har prøvet eller kun har prøvet det fra sprogets og fornuftens “side”, men ikke fra tavshedens og sansningens.
Tilbage bliver den kendsgerning, at din krop sanser – kan du sanse det uden med det samme at indflette det i tankens begreber? Kan du mærke, at noget gør ondt i dig uden at lokalisere det? Kan du sanse lyset og særligt skyggerne, uden at se dem som skygger? Der er ingen præmier at vinde, og i det øjeblik, hvor vi bliver for optagede af os selv eller af, hvad vi måtte sanse, forsvinder det højst sandsynligt.
Kroppen sanser på en anden måde i drømme. Drømmen er forgården til døden. Døden er et ord for det unævnelige, som venter os på den anden side, hvilket igen blot er et ord for det, som kroppen er i berøring med uden at kunne håndtere og uden at kunne begribe; men vi mennesker kan nærme os døden igennem drømmen, hvor kroppen sanser og kan have indflydelse på fænomener uden afstand og uden nogen form for rationel tankevirksomhed. Ældgamle visdomstraditioner verden over havde adgang til denne form for kropslig sansning, som kun er for dem, der er lidt ved siden af sig selv. At være lidt ved siden af sig selv er det rette sted at være, hvis man vil udforske sig selv fra en anden side af. Det er ikke ufarligt, og det kan vise sig at være af vital betydning at have en ledsager ved sin side på vejen ind i det ukendte.
Skriv et svar