Etik er ikke det samme som moral. I den daglige tale bruges de to begreber ganske vist ofte i den samme betydning og dækker begge det brede felt af regler og principper, værdier og normer, som ligger til grund for god eller rigtig handlen. Den samme dagligdags tale kan imidlertid give os et vink om, at de ikke betyder helt det samme: at have moral, at moralisere og uddrage en morale af noget er udtryk, der er knyttet til moralbegrebets vide betydningsfelt, men ikke til etikkens. Den, der tænker moralsk, moraliserer ikke nødvendigvis, men både den moralsk tænkende og moralisten forudsætter som regel, at ethvert menneske kan og vil det, moralen gør gældende som det universelt gyldige. Det gør en etiker ikke. Etikeren er bevidst om – i det omfang han eller hun ikke sammenblander etik med moral – at ethvert menneske rummer divergerende og ofte modstridende emotioner og fornuftsgrunde, der forhindrer det i at føre det moralsk rigtige ud i livet, og alligevel kalder dette menneske på at blive hørt og om muligt forstået.
Moralen har en lang tradition for at opstille normative principper og regelsæt med henblik på at retline og disciplinere mennesket, hvilket etikken hverken i den oldgræske eller moderne version har og grunden er, at etikere mener, at det kommer der sjældent noget godt ud af. Hos etiske tænkere som Platon og Aristoteles eller Martha Nussbaum og Emmanuel Levinas vil man skulle lede længe og ofte forgæves efter normer eller regler, der oppe fra og ned fortæller mennesket, hvad det skal gøre. I stedet optræder der i deres værker ord som dialog, fællesskab, venskab og det gode liv, der fremkalder en atmosfære af ligeværdighed, hvor indenfor mennesker er i øjenhøjde med hinanden og har mulighed for at modtage, tale med og ledsage hinanden. Igennem sådanne etiske gestusser tilegner mennesket sig ressourcer til at handle og tænke godt, om muligt igennem et helt liv.
En etik med rødder i oldgræsk filosofi tror modsat moralen ikke på, at mennesker kommer til at leve bedre ved at opstille og efterleve regler og fordringer. Hvor nødvendige de end måtte være, tyder de snarere på, at etiske gestusser som at modtage og ledsage hinanden – givet og tilegnet i respekt, kærlighed og venskab – er fraværende i menneskers tilværelse, som alene bliver bedre ved at leve ind i og rodfæste fornemmelsen af at høre til en fællesmenneskelig solidaritetssfære.