Venskabets etiske betydning

Venskab har til alle tider spillet en vis rolle i menneskers liv, men det har i de fleste kulturer stået i skyggen af andre mellemmenneskelige relationer, som for eksempel kærlighed, ægteskab, familie og samfund. Hvad der særligt har interesseret mig i mine to seneste bøger, Venskabets etik – en antik-moderne idehistorie (THP 2013) og Venskab – Det gode mellem mennesker (Århus Universitetsforlag 2015), er den etisk betydningsfulde rolle, som venskab har spillet igennem den vestlige idehistorie, selvom det aldrig er blevet til mere end en beskeden birolle.

I hvilken forstand kan venskab siges at have med etik at gøre? Er det ikke venskab og kammerateri, der ofte fører til lukkede sammenslutninger og nepotisme? Venskab har mange betydninger og allerede den græske antiks to klassiske filosoffer, Platon og Aristoteles, kendte til dét, at venner bruger og udnytter hinanden for at fremme deres egne eller tredje parters formål; men venskab kan ikke reduceres til et nyttigt middel, hvis eneste formål er, at parterne får noget ud af hinanden. I sin etik søger Aristoteles at vise, at der findes en måde at være venner på, der er uomgængelig for de mennesker, som vil leve godt, og hvis mening skal søges i selve venskabsforholdet og det fælles samvær. Han kalder denne relation for det gode venskab, hvilket er det etiske kernefænomen, som han bruger mest tid på at analysere i sin etik, der skal anvise en vej ind i det gode liv.

Vi taler stadigvæk i dag om at være gode venner, når to eller flere personer igennem et længere samvær opbygger en fortrolighed til og respekt for hinanden, der åbner for at lære hinanden stadig bedre at kende som mennesker og gøre det godt for hinanden: Gode venner modtager og byder hinanden indenfor, de giver hinanden en hjælpende hånd og gode råd med på vejen, de ledsager, lytter til og drager omsorg for hinanden med en kærlig, åbenhjertig interesse for den anden eller de andre mennesker i relationen. Det etisk gode i venskab ligger gemt i det forhold, at venner har øje og omtanke for hinanden på et dybere sjæleligt niveau, hvilket for både Platon og Aristoteles giver mennesker chancen for i mødet med andre at handle og tænke stadig bedre.

Deres venskabsetik er imidlertid skæmmet af deres idiosynkratiske fremstilling af den oldgræske mand som pragteksemplaret på menneskelig dydighed, som kvinder, fremmede og andre mennesker i større eller mindre grad er udelukkede fra at kunne måle sig med. Vil det være muligt at reformulere en venskabets etik, hvorfra ingen i princippet er udelukket, og som kunne anvise det moderne menneske en vej ind i det gode liv?

Igennem det 20. århundrede er der blevet gjort fremskridt inden for politik og jura i retning af at anerkende alle menneskers værdighed og rettigheder, men etisk set – og det vil sige i menneskers sindelag – lever urgamle fordomme om egne og andres, kvinders og mænds ”natur” eller ”unatur” i bedste velgående. En venskabets etik må yde det bidrag til en fremtidig samfundsethos, et fællesmenneskeligt sindelag, at den viser, hvorledes vi alle er fremmede på denne jord og i grunden ikke kender os selv som mennesker, men det har vi chancen for i de møder med andre mennesker, som finder sted inden for rammerne af det gode venskab.

En etik af denne karakter, der ikke dikterer, hvordan mennesker skal leve igennem opstillingen af normer eller regler, men inviterer til at søge det gode igennem venskabet med med ens medmennesker, er i dag truet af den samme indgroede tendens i mennesket, som de gamle grækere kendte, til at sætte sig selv og sit eget først på bekostning af andre. I dag viser denne tendens sig i det moderne højhastighedslivs iver efter at arbejde mere og tjene flere penge for at kunne forbruge mere og besidde flere ting, hvilket ikke alene tager tid fra venskabet, men fastfryser blikket i de mellemmenneskelige relationer på dét at have og konkurrere fremfor ansigt til ansigt at være sammen om at lære hinanden bedre at kende. Den individuelle besiddertrang svarer på samfundsniveau til at ville have sin egen identitet fastlagt i tilhørsforholdet til et bestemt land, folk eller trosfællesskab under udelukkelse af andre, hvilket forvandler fremmede til rivaler eller fjender.

Igennem historien har mennesker oftere søgt at finde en identitet i ting og i ideologier frem for at søge den i det mellemmenneskelige møde. Også de seneste års mangfoldige venskabskulturer er truet af denne indgroede tendens og synes i vid udstrækning mest at gå op i at have eller udskifte venner på de sociale medier fremfor at være venner med hinanden og se frem til at mødes ansigt til ansigt uden for de senmoderne interfaces. Der er en grund til, at man ikke kan være ”nye” venner, men kun ”gamle” venner; at være venner med hinanden opbygges over tid igennem et længere samvær, hvor tilliden, respekten og kendskabet til hinanden grundlægges.

Det er en af de primære grunde til, at vi moderne mennesker fortsat finder sammen i venskab og måske gør det mere end nogensinde før. En anden og væsentlig grund er, at det enten kan erstatte eller lader sig integrere i traditionelle familiemønstre, arbejdssammenhænge og kærlighedsforhold uden at være begrænset til at gælde to personer, og uden at parterne behøver at have papir på hinanden. Kun i fællesskab og følgeskab med andre lever mennesket etisk. Venskabets etik præsenterer en fællesmenneskelig måde at stræbe efter det gode på og leve stadig bedre sammen med andre.