I mine læsninger af den danske forfatter Peter Seebergs (1925-99) skønlitterære forfatterskab bruger jeg ordet “æstetik” i to forskellige betydninger:
(1) Den første brug af ordet angår selve den kunstneriske skabelse: I Seebergs valg af fortællegenrer og stilistiske greb skærer han så at sige en sproglig verden til, der indeholder et erkendelsespotentiale, som vil kunne udlægges på mangfoldige måder. Æstetik har at gøre med fremstillingen og erkendelsen af denne sproglige verden eller af “det skønne” ved skønlitteratur. Det, som “skøn” i den skønne litteratur refererer til, er ikke nødvendigvis noget smukt, men angår den verden, som et litterært værk rejser med æstetiske midler, og som en modtager kun kan få adgang til gennem æstetikken. Skønlitteratur drager og trækker sin læser med ind i sit univers.
(2) Den anden brug af ordet kan føres tilbage til den oprindelige, oldgræske betydning af ordet aisthesis: sansning. De fem sanser og den bestemte form for sansning, der er forbundet med hver af dem, spiller en overordentlig stor rolle i Peter Seebergs forfatterskab. Som et eksempel på dette skal jeg kort skitsere grundproblemstillingen i hans originale debutværk, Bipersonerne: På Sim, der er den centrale figur i romanen, gør tingene og menneskene omkring ham ikke virkelig noget indtryk. Virkeligheden er ham selv og hans eget sind, “men det var sygt, han måtte ud af det”, som han selv formulerer det, hvilket dog ikke er helt så ligetil. Virkeligheden fyger forbi ham som “en røgsky” og hans egen indre virkelighed, “sindet, ja, det var som et lærred, hvor hændelserne faldt på som et skyggespil.” Seeberg har bundet den eksistentielle knude så hårdt, at det er vanskeligt at få øje på en mulig udvej for Sim – og dog lader Seeberg en åbning vise sig for ham hen imod slutningen, hvor han når frem til den følgende, foreløbige indsigt: “Sim tænkte: Lad mig forstå mig selv på en anden måde; det ligger i mig selv. Lad mig mave mig langsomt og sikkert ud af denne bevidstløshed, lad mig få erkendelsens hvidløgssmag på tungen.”
“Erkendelsens hvidløgssmag” – det må siges at være en stærk recept på en udvej fra det nihilistiske dødvande, som Sim står i: En sanseæstetisk erkendelse med smagssansen som det organ, der kan bringe Sim til hægterne igen erkendelsesmæssigt. Berøringssansen spiller dog også en vis rolle, idet Sim forestiller sig at mave sig langsomt ud af sin bevidstløshed. I flere af sine tekster i de efterfølgende værker kommer Seeberg også ind på de øvrige sanser som indgange eller rettere adgange til en virkelighed, der ligger lige foran næsen på os; men hvis vores sanser er sløve og verden knap nok har nogen indvirkning på os, så kan det ende med, at den flyver forbi os som en røgsky og er ikke-eksisterende, sådan som det sker for Sim.
Seebergs skønlitteratur viser, hvorledes der til grund for det såkaldte virkelighedsproblem primært ligger en æstetisk problematik og ikke en erkendelsesteoretisk problematik, sådan som mange filosoffer har troet. Sat på spidsen: Det erkendelsesteoretiske grundproblem, hvordan kan jeg som subjekt vide, at jeg virkelig erkender verden og dens objekter, opstår først for alvor som et problem, når sanseapparaterne af den ene eller den anden grund ikke er koordineret med erkendelsesorganerne, der af mangel på mærkbar verdenskontakt – hvidløgssmagen! – rejser problemet, om det nu også er verden og ikke bare en del af dem selv, de erkender. Hvidløg smager ikke kun stærkt, men det skulle efter sigende også forebygge mod bevidstløshedslignende zombie-tilstande samt rense grundigt ud i kroppen, hvilket kunne vise sig at være nødvendigt for virkelig at komme til at sanse verden med sin krop.
Skriv et svar