I forlængelse af mit forskningsafsnit om æstetik i Peter Seebergs forfatterskab (se Æstetik) bevæger vi os videre ind i den eksistentielle afdeling af hans værk. I sin debutroman fra 1956, Bipersonerne, undersøgte Seeberg mulighederne for at finde eller rettere give mening til tilværelsen i en nihilistisk tidsalder, hvor menneskene ligner “alle afskygninger af dette skyggefolk”, som ingenting vil. Er der et lys at skimte for menneskene godt og vel midtvejs i det 20. århundrede, den måske mørkeste periode i århundredet?
“Licht“, råber instruktøren i Berlins UFA-filmstudier på romanens første dag, hvilket hurtigt bliver afløst af “Licht aus“. Der gemmer sig en større fortælling bag disse ord, nemlig den bibelske skabelsesberetning, der ikke udgør noget systematisk forlæg for romanen, men Seeberg bruger den som et narrativt modspil til sin egen modskabelsesberetning. I romanen varer intet ved, året går på hæld og menneskene hverken er eller bliver frelste. Det, de bygger op, rives ned, det, de forsøger at inddæmme, løber over sine breder, og det, de vil kaste lys over, formørkes.
To udveje fra meningsløshedens mørke tidsalder skildres i værket: Én vej går gennem æstetikken, nemlig at få “erkendelsens hvidløgssmag på tungen”, hvilket er en opskrift, som en af romanens “bipersoner”, Sim – der forgæves ønsker at blive hovedperson i sit eget liv (og i romanen!) – formulerer over for sig selv (Jf. Æstetik). En anden vej går gennem etikken og et muligt møde med ens medmenneske, men på nogle særlige eksistensbetingelser, som en anden “biperson” i romanen, balteren – der er bevidst om sin egen perifere rolle i tilværelsen – formulerer således:
Det var kun truslen om udslettelse, der fjernede de hornlag af personlighed, som gjorde menneskene så indbildske og fordringsfulde. Man måtte fratage dem alt, så blev de virkelige, ja, man måtte fratage dem selve livsviljen, forvirre dem ud i det sjæleligt ørkenagtige, hvor de intet betød og var, for en tid at møde dem bag alle tab og nederlag som ventende mennesker. Udefinerede, med uanede muligheder i behold.
I fratagelsen af de sidste frelsesforhåbninger, som mennesket måtte have tilbage midtvejs i det 20. århundrede, røber Seeberg en række af sine tidlige filosofiske og litterære inspirationskilder: Balteren og hans ituslåede menneskebillede har stærke træk til fælles med Friedrich Nietzsches frie ånder, som overvinder deres egen sygdom og angst for at komme styrkede ud på den anden side af deres ørkenvandring. I sit efterskrift til Bipersonerne gør Seeberg desuden opmærksom på, at “noget Dostojevski-russisk” indgik som et segment i et af værkets “bipersoner”, uden tvivl balteren, hvis livs- og menneskesyn til forveksling ligner nogle af Becketts og Camus’ ventende menneskers.
Balteren lægger op til, at et møde skulle kunne finde sted mellem illusionsløse, udefinerede mennesker bag alle tab og nederlag, hvilket Seeberg søger at iværksætte i Fugls føde, der udkom i 1957, året efter Bipersonerne. Møderne mellem den febrilske forfatterspire Tom og den tilsyneladende selvrealiserede overmenneskefigur Hiffs ender imidlertid i en eksistentiel udvejsløshed, der får Seeberg til at se sig om efter andre måder at få løst eller løsnet den knude, som det eksistensorienterede livssyn efterhånden havde vredet til hudløshed: At skabe sig en meningsfuld identitet uden at have metafysiske frelsesforhåbninger at ty til.
I sine næste to værker, Eftersøgningen og andre noveller (1962) og Hyrder (1970), bliver medmenneskelighed det tilflugtssted, hvor Seeberg søger hen med sine eksistenser og får åbnet et vindue, som han selv beskriver det et sted, hvor det er muligt at ånde frit. I novellerne “Patienten” og “Nød” fra det første værk nærmer han sig en indsigt i, at det er i forholdet til det andet menneske, der modtager og ledsager, at der fortsat kan gives en menneskelig identitet og betydning midt i det identitets- og betydningsløse. I det andet værk med den bibelsk-klingende titel lader han sin fortæller gengive denne eksistensetiske indsigt på følgende måde:
Vi kan hævde, at så længe blot Leo Gray vil betyde noget for sig selv, så vil han betyde tilstrækkelig for os andre. Ja, selv om han ikke vil gøre det, vil han måske kunne betyde noget for nogen af os alligevel.
Kastes den betydning, som et menneske har for andre, også tilbage på det enkelte menneske selv, det vil i Hyrder sige Leo Gray? Er det givet, at det skænker vedkommende en mening med sit eget liv? Ikke nødvendigvis. Der er tale om et vindue, som åbner sig, så at sige udefra. Det er ikke den enkelte selv, der henter ressourcer frem til at give betydning til sit liv, men det kan være andre i hvert enkelt menneskes omgivelser og omgangskreds, som er med til at revitalisere ens liv på en betydningsfuld måde.
Denne etiske indsigt i hin andens henholdsvis hine andres vitale betydning for hvert menneskes tilværelse, som Seeberg væver ind i sit værk, har været afgørende for mit eget udkast til en venskabets etik. Den begrænser ikke etik til venskab, hvilket ville være absurd, men den fremhæver venskabets grundlæggende betydning for at leve og handle godt som menneske. Hvem andre end venner, som er der for hinanden og står hinanden bi, kan modtage, ledsage og betyde noget væsentligt for et menneske, også i de øjeblikke, hvor dets tilværelse kan have mistet enhver betydning? At søge en mening med tilværelsen i mødet ansigt til ansigt med det andet menneske, dvs. gennem medmenneskelighed, peger ind i det gode liv, mens dét at efterlade et menneske alene tilbage med meningsløsheden som eneste ledsager fører os ud af etikkens vision om det gode liv og i retning af det onde. Men det er en anden og mere dyster historie, som jeg skal vende tilbage til i et udkast til en teori om det gode og det onde (under Etik).
Skriv et svar