Jonas Holst, Author at Jonas Holst

Krop og sind

17/07/2014 af Jonas Holst

Mennesket er sandsynligvis et af de eneste væsner på jorden, der i stand til at lave og leve med en skarp adskillelse af krop og sind. Tag for eksempel manden, som sidder på sin stol hele dagen uden at bevæge sig. Han er fordybet i noget: en bog, et skrivebordsarbejde eller en opgave på computerskærmen. Genstanden for hans besættelse er i denne sammenhæng mindre vigtig. Det afgørende er, at hans sind er slået fuldstændig til, mens hans krop er tæt på at være slået helt fra. Han er næppe bevidst om, at han har en krop, da hele hans bevidsthed er vendt bort fra ham selv. Og så er der kvinden, som træner og træner uden at kunne holde op. Hun disciplinerer sin krop til det yderste, men hun kan ikke mærke den. Hendes egen krop er som en maskine for hende. Den er til for at optimeres, og hun mærker egentlig ikke kroppen som hendes egen.

Den ene lever kropsløst, den anden er kropsfikseret, men paradoksalt nok ender begge omtrent samme sted: De mærker knap nok deres egen krop. Begge er eksempler på en form for kropsløshed, som et menneske kan komme til at lide under, når det ikke længere er i sin krop og føler sig hjemme der. Eksemplerne kan synes at være ekstreme, men det gør dem ikke mindre reelle, og de fleste vil givetvis kunne genkende sig selv i dét at glemme deres egen krop eller at bruge den som et instrument – om ikke hele tiden, så i perioder.

I stedet for at gå ud til ekstremerne kunne man vende det om og spørge til det “normale”: Hvilket menneske ville overhovedet være i stand til at bevare en fuldkommen kropsbevidsthed 24 timer i døgnet? Er det ikke “normalt” og såre menneskeligt, at krop og sind ikke dækker og ledsager hinanden hundrede procent?

Jo, det forekommer netop at være et grundtræk ved mennesket, at dets konstitution rummer en adskillelse af krop og sind, hvilket blandt andet også giver det plads til at handle mere frit, end hvis dets sind var “bundet” til at følge kroppens mekanismer i et og alt. Hos de fleste andre pattedyr synes sindet med dets mentale og intelligente evner ikke at kunne optræde løsrevet fra kroppens basale behov. Det betyder ikke, at de ikke er intelligente. Tværtimod er de fleste pattedyr intelligente helt ud i deres fintfølende fingerspidser. Når sindet på denne måde ikke er skarpt adskilt fra kroppen og dens sanser, men udtrykker sig intelligent igennem dem, taler vi om instinkter, og dem vil det moderne menneske gerne distancere sig fra og overlade til dyret. Det behøver dog ikke distancere sig fra dem, for intet menneske vil kunne komme til at besidde samme instinktive evne som eksempelvis dyrene af kattefamilien, men det vil kunne forsøge at nærme krop og sind til hinanden på en måde, der ligner dyrenes uden dog selv at blive helt ligesom et dyr.

Vi moderne mennesker er i større eller mindre grad fremmedgjorte for vores egne kroppe, og vi gør gerne en dyd ud af ikke at have fuldstændig kontrol over vores eget korpus. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke tiden er inde til at blive mere fortrolig med vores eget legeme og forsøge at lukke hullet en smule mellem krop og sind; at blive i stand til at hvile i kroppen og lære den bedre at kende indefra: En kroppens kundskab og en kundskab om kroppen.

De østlige visdomstraditioner har igennem årtusinder givet mennesker adgang til en sådan kundskab. I den vestlige tradition findes der kun få reminiscenser af en sådan. Det er en af de væsentlige grunde til, at mange i “vesten” i dag ser mod “øst” for at lære en dybere sammenhæng mellem krop og sind at kende. Ikke at det er nødvendigt at tage ved lære af de østlige visdomstraditioner, for enhver vil kunne begynde nu og her med sin egen krop, der sender signaler uafbrudt om dets eget vel- eller ildebefindende; men da det er forholdsvis vanskeligt at sætte sig ud over kropsfremmedgørelsen på egen hånd og lade sindet være og hvile i kroppen, kan det lette arbejdet samt fordøjelsen og åndedrættet at tage østlig visdom med på råd: den, der for eksempel dyrker yoga eller tai chi – to af de mest kendte orientalske kropspraksisser – vil have opdaget, at dyrefigurer begynder at dukke op i øvelserne, hvorefter der pludselig ikke er så langt mellem menneske og dyr, intelligens og sansning, sind og krop.

Bevægelse og balance

At have og at være sin krop

Det menneskelige følelsesregister

12/07/2014 af Jonas Holst

Hvem kender ikke til dét at misse den bus eller det tog, som man skulle have været med, hvorefter det kan være svært at finde en grimasse, der kan passe. Nogle reagerer i vrede over det hændte og begynder at skælde ud på sig selv eller andre, mens andre forfalder til mismod og kommer ikke ud af stedet. Er der en grimasse, som kan passe i situationen?

Nu skal det tænkte eksempel handle om andet og mere end et enkeltstående følelsesudbrud eller en passende grimasse. Vi mennesker reagerer som regel ud fra bestemte mønstrer, der bunder i et komplekst følelsesregister. Dette register er hele tiden i spil, når vi handler og tænker, hvilket gør os stemt på bestemte måder.

I det tænkte eksempel ville det være nødvendigt at vide noget mere om situationen for at kunne lodde den rette stemning. Kommer den, der har misset bussen eller toget for sent til et møde, en begravelse eller et fly? Hvadenten det er det ene, det andet eller det tredje, synes vreden at ramme ved siden af situationen. Der er ikke umiddelbart noget at være vred over, sålænge der ikke er nogen, som har gjort noget uretfærdigt imod én. Den, der kommer for sent til bussen eller toget, har snarere grund til at føle en vis tristesse og blive bevidst om omfanget af det mistede, hvilket om muligt giver vedkommende chancen for at finde en løsning på situationen og i fremtiden undgå at komme i samme situation igen.

Nu kunne det jo have været meget værre, vil nogen måske sige, hvilket er udtryk for en bestemt afdramatiserende måde at gøre brug af det menneskelige følelsesregister på. Måske, måske ikke. Det afhænger af situationen. Måske kunne det ikke have været meget værre, hvis den sent ankommende ikke når den sidste bus ud af den krigshærgede by. Følelser kan stemme overens med en situation og sætte én i den rette stemning, hvilket er af vital betydning, da begge dele er udtryk for et menneskes tilstedeværelse i livet.

Det lyder muligvis fremmedartet eller en smule snusfornuftigt, at der skulle være “rette stemninger”, som man sådan kan komme i. Vi moderne mennesker kan godt lide at tænke på os selv som frie væsner, der ikke er bestemt af noget og slet ikke af noget så udefinerbart som følelser. Et følelsesregister har vi dog alle sammen og forsøget på at fortrænge det gør os snarere mere ufrie. Ofte gør vi kun brug af en lille del af det og ind imellem på en forvirrende måde, eksempelvis hvis én udelukker sig selv fra at mærke sorg eller kærlighed, mens en anden mærker begge dele, men på tidspunkter eller i forhold til noget, der ikke fortjener det eller kalder på nogle andre emotioner.

Det menneskelige følelsesregister er et rigt orkestreret sampil af emotioner, som hvert menneske trækker på og i høj grad er bestemt af. Det har rødder i fortiden og er med til at bestemme ens syn på fremtiden. Jo mere bevidste vi bliver om dets fulde potentiale, jo flere tangenter kan vi spille på og jo mere vil vi selv være med til at stemme “instrumentet”, som er os selv, vores krop og vores sind.

Danskerne – verdens lykkeligste folk?

22/04/2014 af Jonas Holst

Det er efterhånden de fleste bekendt, også udenfor Danmarks grænser, at danskerne er blevet udnævnt til at være verdens lykkeligste folkefærd. Det lyder næsten for godt til at være sandt. Ja, selv hvis det skulle være sandt, så er spørgsmålet, om det er noget at fejre for ikke at sige at være lykkelig over. Ingen er lykkelig hele livet igennem. Også frygt og sorg hører helt og fuldt menneskelivet til og bliver på et eller andet tidspunkt alle levende til del. At basere ens tilværelsesforståelse på lykken eller se den som det højeste mål i livet, vil uvægerligt skabe en ubalance i ens tilværelse og eksistentielle udsyn.

Lykkens pamphilius kunne som bekendt ikke sove af ren og skær befippelse over sin egen gunst, og selvom det ikke er alle lykkelige, der ligger søvnløse om natten – og danskerne gør det næppe af lykke – er den lykkelige under alle omstændigheder karakteriseret ved at være ude af sig selv, hvilket er et første symptom på den omtalte ubalance. Lykketilstanden varer sjældent ved længe ad gangen, hvilket hører med til livets rytme, som heller ikke lader glæde og velvære vare ved i andet end kortere øjeblikke. Den, der satser på lykken, vil som regel her konsolidere sin egen ubalance ved uanfægtet at opstille lykken som det eneste, der er værd at gå efter i livet, omend den ikke kan gøres til en varig tilstand uden samtidig at miste blikket for den menneskelige tilværelses dynamiske og komplekse karakter.

Menneskelivet er foranderligt og mangefacetteret, hvilket kalder på flere emotionelle tilstande – og ikke kun på lykketilstanden – for at kunne føres på en afbalanceret måde. For blot at nævne to af disse emotionelle tilstande, der giver os mennesker chancen for at navigere og orientere os i situationer, som absolut ikke bærer præg af lykke, men som hører lige så fuldgyldigt med til livet: Frygt og sorg. Til trods for at have et dårligt ry, specielt iblandt “lykkeridere”, gør frygt det muligt at sanse farer og sorg at mærke det tabte. Det er blandt andet det, som “de evigt lykkelige” går glip af: De ænser ikke det farefulde og opholder sig ikke ved det, der tabes på vejen igennem livet, eller også gør de det for sent. Så optagede er de af lykken ligesom lottospillerne af millionen, at de glemmer at føre deres liv i overensstemmelse med dets mange foranderlige facetter. Er danskerne virkelig lykkelige hele året rundt? Giver det overhovedet mening at udnævne et folk til det lykkeligste? Skrues forventningerne til livet ikke dermed for højt op samtidig med at andre vitale momenter ved dét at være i live gemmes af vejen?

For opskruede forventninger – for ikke at sige forskruede forventninger – det kan danskere lige så lidt som nogle andre være tjent med. Det er næppe heller det, der karakteriserer danskerne til forskel fra andre folk. Hvad danskere i lige så høj grad som andre folk kan være tjent med og påberåbe sig retten til i kraft af at være mennesker, er en form for dynamisk balance, som giver mulighed for at sanse, føle, erfare og erkende livet i dets åbenbare foranderlighed og kompleksitet. Graden af balance vil næppe nogensinde kunne gøres op på en rangliste – hvem fører i at holde balancen i år – selvom det lyder ufrivilligt morsomt, og hvis der er nogle, der kan se det morsomme i det, så er det danskerne med deres underfundige og underspillede humor. Danskerne – verdens lykkeligste folk! Det må de længere ud på landet med, hvor der næppe heller er nogen, som vil tro dem.

Tag cloud

Contact me